PVC-plast (polyvinylchlorid)
PVC (polyvinylchlorid) er et meget udbredt plastmateriale, der kan bruges i alt fra tagrender til medicinsk udstyr.
Polyvinylchlorid (ofte forkortet PVC eller vinyl) er en amorf termoplast-type. Det som kendetegner en termoplast er at materialet kan smeltes og formes på ny, hvilket muliggør genanvendelse.
PVC’ens kemiske sammensætning gør, at især denne plasttype kan genanvendes adskillige gange uden at polymerkæderne går i stykker. Materialet har været i brug i mere end 80 år og er på grund af sine tekniske egenskaber blevet meget udbredt. Det er rent mængdemæssigt den tredje mest anvendte plasttype efter polyethylen og polypropylen.
Hvor andre plastmaterialer hovedsageligt fremstilles af råolie, fremstilles PVC ved hjælp af råolie og salt (natriumklorid). Til produktionen bruges 57 pct. salt og 43 pct. olie.
Materialegenskaber
PVC-plast er som udgangspunkt stærk, hård, stiv og hornagtig. Det har gode optiske egenskaber og en glasovergangstemperatur på ca. 80 grader. De mekaniske egenskaber varierer med molekylemasssen.
Materialet har både ringe varme- og vejrbestandighed. En er fordelene ved er dog dets store forenelighed med diverse additiver, hvilket øger de potentielle anvendelsesområder betragteligt. Således kan den ringe varmebestandighed kompenseres med varmestabiliserende additiver, hvad der er af stor vigtighed for forarbejdningen og for det færdige produkt. Det samme gælder vejrbestandigheden, der også øges ved tilsætte additiver.
Ved at tilsætte blødgøringsmidler kan PVC-blandingen (compounden) gøres fleksibel. Derfor tales der om to hovedgrupper: hård og blød PVC. Hårde produkter udgør omkring to tredjedele af forbruget. Resten er bløde, fleksible produkter.
PVC-plastisoler er en tredje noget mindre gruppe. Disse fremstilles ved at opvarme materialet i et blødgøringsmiddel. Derved dannes et geléagtigt materiale.
Anvendelser
PVC er den mest anvendte plast i byggeriet. Eksempler på hårde PVC-byggeprodukter er:
- Drikkevandsrør
- Nedløbsrør
- Afløbssystemer
- Vinduesrammer
- Kabelbakker
- Tagrender
- Profiler
- Tagplader
-
Blød PVC anvendes typisk, når der er brug for et fleksibelt og blødt materiale med stor styrke, som ikke revner ved gentagne mekaniske påvirkninger. Eksempler på bløde produkter er:
- Vinylgulve
- Isolering af kabler til el og telekommunikation
- Medicinsk udstyr
- Presenninger
- Fendere
- Tekniske slanger
- Tagfolier
- Transportbånd
- Telte
- Madresser og andet sportsudstyr
- Hoppeborge
- Regntøj
Bl.a. i hospitalssektoren finder de bløde PVC-produkter stor anvendelse. Grundet sine tekniske egenskaber er PVC fx det eneste materiale, der kan leve op til de strenge kvalitetskrav, der i dag stilles til en blodpose. Denne video forklarer hvorfor PVC og plast er så anvendt i sundhedsvæsenet:
Besøg PVCMed Alliances hjemmeside for mere viden om PVC i sundhedssektoren.
PVC-plastisoler anvendes bl.a. til:
- Tekstiler
- Kalecher
- Støvler
Tilsætningsstoffer
PVC blev tidligere anset for at at være ‘den giftige plast’ på grund af indholdet af uønskede stoffer som farlige ftalater, bly og cadmium. Disse stoffer er nu udskiftet med sikre alternativer. I Danmark anvendes således i dag hovedsageligt calcium-zink i stedet for bly og cadmium, og en lang række sikre alternativer til de farlige ftalater.
Affaldshåndtering
PVC er et af de mest genanvendelige materialer der findes. I Europa genanvendes hvert år 770.000 tons hård og blød PVC gennem PVC-industriens bæredytighedsprogram VinylPlus. I Danmark indsamles hårdt PVC-byggeaffald bl.a. gennem industriens genanvendelsesselskab WUPPI A/S. Den genanvendte PVC bruges bl.a. til vinduesprofiler, rør og trafiksikkerhedsudstyr.
PVC laves delvist af klor udvundet fra almindeligt bordsalt. Det gør plasten ressourceeffektiv, da salt jo som bekendt er en uudtømmelig ressource. Klor giver dog en udfordring når det forbrændes. For ikke at danne saltsyre (HCl) der bidrager til syreregn, hvilket tidligere var et stort problem i Europa, skal kloren neutraliseres. Dette sker ved at tilsætte kalk i det såkaldte røggasrensingssystem, som er påbudt alle forbrændingsanlæg i EU. Sammen med de øvrige klorkilder i affaldet, herunder salt i de 700.000 tons madaffald der ifølge Miljøstyrelsen årligt forbrændes i Danmark, bidrager PVC til røggasrensningsprodukter, der skal deponeres som farligt affald.
Mængden af restprodukter der dannes afhænger af røggasrensningssystemet. I Danmark er størstedelen af forbrændingsanlæggene udstyret med såkaldt våde anlæg. Her bidrager PVC ifølge Miljøstyrelsen med mindre end 5% af restprodukterne, som samles i sække og deponeres sikkert. For at undgå denne deponi har man længe forsket i at genanvende eller minimere restprodukterne. I Frankrig er der fx forsøg i gang, hvor restprodukterne omdannes til kemikalier som bruges i fremstillingen af glas, papir, vaskemiddel og en lang række andre nyttige produkter.
Læs mere om PVC-plast på PVC Informationsrådets hjemmeside: https://pvc.dk