Elastomer

Del:

Elastomerer er en hovedgruppe af plasttyper, der er kendetegnet ved at være elastiske.

Elastomerer er en tredje og mindre hovedgruppe af plasttyper. De to andre hovedgrupper er termoplast og hærdeplast.

Elastomerer er gummielastisk plast, der ved påvirkning af en lille kraft kan deformeres op til flere hundrede procent og derefter vende tilbage til den oprindelige form.

Egenskaberne kan henføres til mange, lange og fleksible molekylekæder i strukturen, der er sammenholdt af spredte stive knudepunkter. De pågældende knudepunkter kan være baseret på termoplast, og man taler da om en termoplastisk elastomer, der kan smeltes og forarbejdes som termoplast. Dette giver en lang række forarbejdningsmæssige fordele. Knudepunkterne kan dog også være baseret på hærdeplast, man taler da om en vulkaniseret elastomer eller gummi.

Elastomer
Figuren viser en elastomer i A) naturlig tilstand og B) under påvirkning af en mindre kraft. Kilde: Wikipedia.org

 

Vigtige eksempler på elastomerer er neopren, butadiengummi og isoprengummi.