Tirsdag formiddag har finansminister Bjarne Corydon (S) præsenteret regeringens udspil til næste års finanslov. Det meste af indholdet er velkendt stof, der bl.a. ligger i forlængelse af Vækstplan DK og andre politiske aftaler, der allerede er indgået. Det er dog nyt, at regeringen afsætter 800 millioner kroner til at fremme den grønne omstilling bl.a. gennem øget genanvendelse af (plast)affald. Derudover vil regeringen styrke kontrol- og tilsynsindsatsen på kemikalieområdet.
Finansminister Bjarne Corydon (S) præsenterede tirsdag formiddag regeringens udspil til næste års finanslov. Finanslovsforslaget indeholder en række elementer, der udmønter politiske aftaler og forlig, som der allerede tidligere i år et blevet givet håndslag på. Det er f.eks. tilfældet med Vækstplan DK, som forbedrer rammebetingelserne for den danske plastbranche.
Læs mere om Finansloven 2014:
|
LÆS OGSÅ: Vækstplan DK i kroner og ører
Blandt de nye elementer i finanslovsforslaget, der også kan få betydning for plastbranchen, er et afsnit om ’Grøn omstilling af Danmark’, der skal sikre en mere grøn og bæredygtig energiforsyning i Danmark. Af finanslovsforslaget fremgår det, at regeringen vil afsætte 200 millioner kroner årligt i perioden 2014-2017 til at fremme initiativer, der styrker den grønne omstilling.
Blandt disse initiativer er bl.a:
- Mere genanvendelse og bedre udnyttelse af vores affald: Styrket samarbejde mellem virksomheder og forskere om optimering af virksomheders ressourceanvendelse samt øget fokus på genanvendelse hos forbrugerne.
- Grøn erhvervsudvikling og iværksætteri: Partnerskaber og pilotprojekter rettet mod grøn produktinnovation og forretningsudvikling samt grøn omstilling af produktionen gennem Grønt Iværksætterihus.
Ovenstående initiativer kan vi forvente bliver koblet sammen med den ressourcestrategi, som regeringen formentlig præsenterer i næste uge.
LÆS OGSÅ: Plastindustrien glæder sig over udsigt 'paradigmeskifte'
Læs mere under annoncen… ###REKLAME###
Kemikalieindsatsen får et løft
Regeringen planlægger også at skrue op for indsatsen på kemikalieområdet. Derfor er der i udspillet afsat 180 millioner kroner fra 2014-2017 til at sikre mere viden om kemiske stoffers farlighed. Derudover skal tilsyns- og kontrolindsatsen på kemikalieområdet også have et løft.
Efter planen vil ovenstående pose penge blive udmøntet mere konkret i den kemikaliehandlingsplan, der skal til debat i Folketinget i løbet af dette efterår.
Erhvervsskolerne står foran en større reform
Endelig fremgår det også af finanslovsudspillet, at regeringen afsætter i omegnen af en milliard kroner til at opgradere de danske erhvervsskoler. Målet er øget optaget og mere kvalitet ind i erhvervsuddannelserne.
Regeringen har længe varmet op til en større erhvervsskolereform, og med præsentationen af finanslovsudspillet står det altså klart, at de økonomiske rammer for reformen er i størrelsesordenen af en milliard kroner.
I de kommende uger vil regeringen indkalde Folketingets partier til en forhandling om den samlede vedtagelse af Finanslov 2014.