Når vi øger genanvendelsen af plast, kan der være store gevinster at hente – også for industrien. Derfor ser Plastindustrien positivt på, at miljøminister Ida Aukens nu lægger op til et ”paradigmeskifte” i håndteringen af affald. Men hvis miljøministeren skal indfri sine ambitioner på plastområdet, skal vi acceptere, at den genanvendte plast vinder indpas i både kendte og nye produkter, og vi skal lære af landene omkring os.
Plastindustrien i Danmark tager positivt imod de store ambitioner på affaldsområdet, som miljøminister Ida Auken har annonceret i dag. Et element i regeringens kommende ressourcestrategi bliver som ventet, at vi skal genanvende langt mere og brænde mindre af. Auken kalder det selv et paradigmeskifte.
– Vi glæder os over, at ministeren sætter fokus på ressourceudnyttelse, og på at vi skal blive bedre til at genanvende plast. Plast er nemlig en værdifuld ressource – også efter den har været brug. Derfor er det oplagt, at vi som samfund indsamler og genanvender plasten og lader den erstatte nye plastråvarer i nye produkter. Genanvendelsen er til gavn for miljøet, men også for os industri. Den giver os nemlig adgang til øgede mængder af billigere, genanvendte plastråvarer. Samtidig kan det være med til at sikre et bedre image for materialet og gøre det nemmere for vores virksomheder at få miljømærket deres produkter, siger direktør i Plastindustrien Peter Skov.
FaktaPlastindustrien engagerer sig aktivt i arbejdet for at sikre succesfuld genanvendelse af plast. Vi er bl.a. i dialog med Miljøstyrelsen, affaldsselskaberne, KL og kommunerne og Copenhagen Cleantech Cluster.
Danmark ligger på en absolut sidsteplads i EU, når det kommer til genanvendelse af plast fra husholdningerne. Potentialet for forbedring er derfor stort. I Danmark er vi til gengæld rigtig gode til at genanvende plast fra industrien.
|
Forudsætninger for succes
Der er dog udfordringer, fremhæver Skov:
– Skal de nye og ambitiøse krav til genanvendelse af plast realiseres, forudsætter det en effektiv indsamling, sortering og oparbejdning af plasten. Lav pris på de genanvendte materialer, en høj og velspecificeret kvalitet og en stabil forsyning er de parametre, der bliver afgørende for, om de plastbearbejdende virksomheder udnytter de nye forretningsmuligheder.
– Forbrugerne skal også være villige til at acceptere, at den genanvendte plast ikke altid kan helt det samme, som den nye plast kan. Vores virksomheder kan fx godt fremstille en malingspand i genanvendt plast, men det kan være svært at lave den hvid, sådan som forbrugeren er vant til. I dag vil forbrugeren rent faktisk være tilbøjelig til at vælge sådan en spand fra – alene på grund af farven. Vil vi genanvendelse, så kræver det derfor en ændring i mindsettet hos forbrugeren. Vi skal simpelthen være villige til at acceptere den øgede brug af genanvendt plast i såvel velkendte som i nye produkter, siger Skov.
Finansieringen
I landene omkring os har man mange års erfaring med at indsamle og genanvende plast og dække den omkostning, der vil være ved at genanvende plast i husholdningsaffaldet i stedet for at energiudnytte den.
– Vi skal ikke ud og opfinde nogle dybe tallerkner. Vi skal i stedet lære af de erfaringer, man har gjort i de EU-lande, der er nået meget længere med genanvendelse af plast fra husholdningerne, end vi er. Ellers frygter jeg, at den afsatte bevilling på 800 mio. kr. over 4 år til at gennemføre regeringens mål på bl.a. ressourceområdet, viser sig at være utilstrækkelig, sådan som Per Clausen fra Enhedslisten har været fremme og sige, siger Peter Skov.