Fremtidens danske småfærger skal bygges af kulfiberkomposit

Ikke-kategoriseret

Danmarks første færge af kulfiberkomposit ser nu ud til at blive en realitet i år 2015, eftersom Søfartsstyrelsen og Erhvervs- og Vækstministeriet har givet et økonomisk tilskud i millionklassen til et projekt, der skal sikre sejllads med en letvægtsfærge mellem Thy og Mors. Den nye færge af kulfiberkomposit skal danne forbillede for flåden af danske småfærger.

Del:

Af Lars Friis Farsøe.

Den danske flåde af småfærger er moden til en større udskiftning, og derfor er jagten på nogle mere grønne alternativer gået ind. Det har fået Marcod, der er et fondsbaseret videncenter, til at iværksætte et projekt, der har gjort det muligt at udvikle en færge i kulfiberkomposit.

Det projekt har nu fået 8 millioner kroner i kontant støtte fra Søfartsstyrelsen og Erhvervs- og Vækstministeriet, og hvis alt går efter planen, så står Morsø Kommune klar med den resterende finansiering på 41 millioner kroner. Målet er at have Danmarks første færge af kulfiberkomposit sejlende på farvandet mellem Thy og Mors allerede i år 2015:

– Færgen skal sejle i et natura 2000-område, så det betyder meget, at den hverken forurener luften eller vandet. Færgen er en spændende form for nytænkning, som forhåbentligt kan trække både arbejdspladser og turister til. Og så tiltaler den os, fordi den med sin lange levetid har en betydelig længere afskrivningsperiode end traditionelle stålfærger, fortæller Viggo Vangsgaard, formand for Mors-Thy Færgefart, til Ingeniøren.

Efter planen skal færgen mellem Thy og Mors forbruge vindmøllestrøm, og dermed bliver færgen totalt Co2-neutral.

LÆS OGSÅ: Lette, stærke færger af kulfiberkomposit er klar til drift om to år (eksternt)

Læs mere under annoncen… ###REKLAME###

Vejer det halve af et stålskib

Det er ikke noget nyt fænomen at bygge skibe af kulfiberkomposit, og danske virksomheder er allerede i dag førende inden for udviklingen af luksusyachts og serviceskibe i kulfiberkomposit.

En af de helt store fordele ved skibe af kulfiberkomposit er, at de vejer markant mindre end traditionelle stålskibe, og det giver en bedre brændstoføkonomi. Det er som udgangspunkt dyrere at bygge i kulfiberkomposit frem for i stål, men pga. brændstoføkonomien er det muligt at tjene den ekstra udgift hjem over en kortere årrække.

En anden fordel er at kompositmaterialerne generelt er meget stabile og billige at vedligeholde.

Den økonomiske støtte til udviklingen af den nye færge mellem Mors og Thy kommer fra regeringens grønne omstillingspulje.