Erhvervspolitik til gavn for fremstillingsindustrien

Ikke-kategoriseret

På Plastindustriens branchedag den 10. maj er erhvervsordførerne fra S og V inviteret til debat med branchen om, hvordan de ønsker erhvervspolitikken udformet, så den gavner dansk vækst og beskæftigelse. I de nærmeste år skal vores skattesystem reformeres, så skatten på arbejde reduceres, og afgiftsbetaling på energiområdet skal gennemlyses og revideres. Derfor har Plastindustrien bedt de to ordførere fortælle, hvordan vilkårene for konkurrenceudsatte erhverv rettes op.    

Del:

Af Asbjørn Lindsø, Plastindustrien
 

Så kom den nye Energiaftale endelig på plads. I planen fastlægges en række konkrete energipolitiske, spændende nye initiativer, som giver anledning til nye investeringer i vindmøller og energi fra biomasse, hvor plastkomponenter vil spille en vigtig rolle. Samtidig vil investeringer i isolering af bygninger og udbygning af fjernvarmenet skabe et større marked for plastprodukter. Det er selvfølgelig positivt for plastbranchen, men samtidig giver det anledning til bekymring, at finansieringen af omkostningerne ved at gennemføre planen risikerer at gøre det endnu dyrere at producere i Danmark.

Derfor er det positivt, at omkostningerne for industrien skal ifølge aftalen holdes i ro, men desværre er det usikkert, om intention overlever den praktiske implementering af planen. Derfor skal der arbejdes hårdt for, at det varslede eftersyn af afgifts- og tilskudssystemet ender med at konkurrenceevnen for danske fremstillingsvirksomheder styrkes markant. Fremstillingsindustrien kan ikke konkurrere, når energien er dyrere i Danmark end i vore konkurrentlande, og i dag har danske plastvirksomheder nogle af de højeste energiafgifter i verden. Hvordan vil de to største partier sikre det?

Lavere indkomstskat

Regeringen ønsker at det danske skattesystem skal reformeres, og det er allerede meldt ud, at indkomst skal beskattes lavere. Det er positivt for fremstillingsindustrien, fordi et lavere skattetryk vil sænke presset for højere løn. Ved de to sidste overenskomstforhandlinger i 2010 og i år, er det lykkedes at få bragt lønudviklingen under de vigtigste konkurrentlande. Men skal dansk konkurrenceevne rettes op efter lønfesten i de sidste 10 år før krisen, så skal skatter og afgifter reduceres. Kan politikerne sikre det?   

Læs resten af nyheden under annoncen…###REKLAME###

Design og industri

Plastindustrien har i femten år været vært for Plastindustriens Designklub, som for nylig gennemgik en foryngelseskur med styrkede kontakter mellem industri og designmiljøer. Samspillet mellem designere og plastindustri har altid været stærkt, og brancheforeningen formidler jævnligt kontakter mellem innovative folk og industrivirksomheder, og i flere tilfælde fører det til samarbejder om spændende industriprodukter.

Plastindustrien har inviteret Dansk Design Centers nye direktør Nille Juul – Sørensen til at fortælle om hans planer om at udvikle centret til en central spiller i udviklingen af design og innovation i Danmark.

Nye rammer for Plastdagen

Der er derimod ikke meget dansk design over de nye lokaliteter, som Plastdagen 2012 afholdes i. Marketenderiet på Gl. Køge Landevej har tidligere været kantine for FLS industri. Lokalet er råt og industrielt, men til lejligheden er det transformeret til en festlig ramme om både møder og middag. Og så er der parkering lige uden for døren, så man nemt kan komme fra og til arrangementet.

Der er tradition for fin tilslutning til Plastindustriens branchedag, som ventes at tiltrække 150- 200 deltagere.