Tilbageblik på højdepunkterne i Plastic Pavilion

Plastindustriens verdensmålspavillon prydede Gammel Strand fra d. 19 juni – 12. juli i anledningen af den internationale arkitektkongres UIA World Congress of Architects, der fandt sted i København. Se nogle af højdepunkterne fra udstillingen her.

Del:

Pavillonen dannede i fire uger ramme om en udstilling af plastprodukter i en unik konstruktion, der næsten udelukkende bestod af materialer i plast. Under udstillingsperioden lagde både interesserede forbipasserende, foreningens medlemmer, pavillonens sponsorer og uddannelsesaktører vejen forbi.

Der blev afholdt arrangementer, møder og receptioner, som alle, der havde lyst, kunne deltage i – fordi pavillonen netop var åben og indbød til vidensdeling og diskussion om plast.

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien holder tale til åbningsreceptionen af Plastic Pavilion d. 21. juni 2023.

Åbningsreception af Plastic Pavilion

Den officielle åbningsreception af Plastic Pavilion gik over alt forventning med et flot fremmøde af plastinteresserede medlemmer og andre gæster.

Der blev holdt taler, hvor blandt andet Søren Ulstrup, formand for Plastindustrien, bød velkommen og Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, fortalte om plastens potentiale i fremtidens bæredygtige samfund. Arkitekten bag pavillonen, Mikkel Møller Roesdahl fra tegnestuen TERROIR, holdt også et oplæg om designet og hele pavillonens tilblivelse.

Receptionen foregik over et par timer, hvor alle fremmødte kunne bevæge sig rundt i udstillingen til skøn musik af musiker Mikkel Thomas samt nyde forskellige forfriskninger – alt i alt en hyggelig dag.

Vinderprojektet Clean Up Freetown er udarbejdet af Emilie Steuch, Kehong Song og Nicholas Davine fra Det Kongelige Danske Akademi.

Plastic Pavilion Student Awards 2023

Dette års vinderprojekt Clean Up Freetown er udarbejdet af tre studerende på det fælles kandidatprogram Strategic Design & Entrepreneurship hos Det Kongelige Akademi og Copenhagen Business School: Emilie Victoria Ferraro Steuch, Kehong Song og Nicholas Davine.

Prisuddelingen fandt sted d. 4. juli i Plastic Pavilion, hvor de studerende blev fejret for det flotte projekt.

Projektet har til hensigt at adressere udfordringen med plastaffald i Freetown, Sierra Leone og præsenterer en model for at genanvende plastaffaldet lokalt. Gruppen havde derfor udviklet en skalamodel af en plantekasse i genanvendt plastaffald, som kan bruges til produktion af fødevarer.

Læs mere om projektet her.

Morgensession med Ditte Lysgaard Vind, grundlægger af The Circular Way og formand for Dansk Designråd; medlem af bestyrelsen for Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering og det globale SDG-innovationslaboratorium UNLEASH.

UIA – Ditte Lysgaard Vind talk

Sessionen med Ditte Lysgaard Vind, grundlægger af The Circular Way og formand for Dansk Designråd, handlede om, hvordan man fremtidssikrer virksomheder og bygninger ved at fremskynde overgangen til cirkularitet gennem designtænkning, innovation og strategiske partnerskaber.

Oplægget henvendte sig blandt andet til produktdesignere, industrielle designere og fagfolk inden for bæredygtighed.

Ditte svarede på ‘Hvad kan byggesektoren gøre for at forbedre bæredygtigheden og reducere sit CO2-fodaftryk?’ og ‘På hvilke måder kan design og arkitektur spille en central rolle i håndteringen af vigtige globale udfordringer?’

Læs også: Se tallene: Plastic Pavilion var en stor succes.