Selvom der er momentum for at få lavet en global plastaftale, er det vigtigt at få den viden med, som findes i virksomhederne, organisationerne og på universiteter, skriver Christina Busk.
Debatindlægget er bragt i Altinget Miljø den 23/6-2022.
De seneste år har FN’s miljøorganisation, UNEA, haft et særligt fokus på plast i havet. Det skyldes i høj grad et stort arbejde fra Nordisk Ministerråd sammen med lande som Schweiz og Storbritannien.
I marts i år deltog den danske miljøminister Lea Wermelin i FN’s miljøtopmøde i Nairobi, hvor medlemsstaterne blev enige om en resolution om at eliminere havplast, der skal vedtages senest i 2024.
Der er med andre kun to år til, at stort set alle verdens lande skal enes om en stor, bred og vigtig miljøaftale. Det er ekstremt kort tid.
Vi skal tænke mere cirkulært
Men dels er der momentum netop nu, og dels frygter nogle formentlig, at Donald Trump – skulle han genopstille og blive valgt i 2024 – vil trække USA ud af aftalen, som han gjorde det på klimaområdet med Parisaftalen.
Det ville være noget nær en katastrofe. Den kommende miljøaftale om havplast er med direktøren for FN’s miljøprogram UNEP’s ord den vigtigste multinationale miljøaftale siden netop Parisaftalen. Det indledende sættemøde fandt sted i Dakar i slutningen af maj. Så vi har travlt.
Derfor er det også vigtigt, at aftalen bliver skruet sammen, så vi både får reduceret mængden af plastaffald i verdenshavene og samtidig får skabt de lige så nødvendige økonomiske incitamenter til at se plastaffald som den vigtige ressource, det er. Og derfor bør det også være et dansk mål at få den cirkulære tankegang – der både er en dansk og en EU-vision – med i FN’s afsluttende tekst.
Et reduktionsmål for plast i naturen er oplagt. Men vi løser ikke det problem, som den danske miljøminister og hendes kolleger besluttede sig for at komme til livs ved det historiske miljøtopmøde i Kenya, ved alene at sende en masse penge til strandrensning i den tredje verden.
Genanvendt plast skal blive global handelsvare
FN-aftalen skal nemlig ikke alene se på problemet med marint affald, men også på den globale produktion. Og her er det helt afgørende, at de ansvarlige politikere og deres embedsmænd sikrer, at der skabes incitament til at genanvende plast, som vi allerede gør i stor udstrækning i Danmark i dag.
For at det kan lade sig gøre, skal plasten kunne recirkuleres i så høj en kvalitet som muligt. Og det kræver en velfungerende infrastruktur til indsamling og sortering af plasten, så den kan genanvendes til nye produkter i stedet for at ende i naturen.
Men trods det problem, som FN nu forsøger at løse med plastaffald i havene, har virksomhederne i dag udfordringer med at skaffe nok genanvendt plast i tilstrækkelig høj kvalitet. Der er med andre ord sund økonomi i at skabe de mest effektive rammer for indsamling og genanvendelse af plastaffald. Derfor skal Lea Wermelin og hendes ministerkolleger huske økonomien, når de sætter sig til forhandlingsbordet.
Det er da heller ikke hverken Danmarks eller EU’s politik at eksportere vores affald ud af Europa. Det er heller ikke hverken sund økonomi eller god miljøpolitik.
Derfor bør FN-landenes miljøministre sikre, at der i aftalen kommer øget fokus på genanvendelse og kvalitet, så vi i Danmark i fremtiden kan modtage og genanvende plast fra tredjelande såsom Kina, der kan blive til nye produkter i stedet for at ende som forbrænding.
Det kræver, at der bliver stillet globale krav om højere og mere ensartede standarder for genanvendt plast, så den i højere grad kan blive en global handelsvare, som det er trygt at anvende i produktionen af nye produkter, som skal overholde den europæiske lovgivning på eksempelvis kemiområdet.
I den bedste af alle verdener får forbrugeren mulighed for at vælge produkter ud fra kvaliteten af eksempelvis emballagen, når den skal genanvendes, samt hvorvidt den er skabt af genanvendt plast. Ganske som vi som forbrugere i dag har mulighed for at træffe oplyste valg på andre områder. Der venter med andre ord også et stort oplysningsarbejde forude.
Dér er vi ikke endnu, men alle gode kræfter arbejder i den retning, en udvikling den danske regering sammen med EU-landene nu har mulighed for at understøtte.
Inspiration fra Indonesien
Med 193 lande om bordet er der mange holdninger og forslag i spil. Indonesien har skabt en struktur, hvor provenuet fra affaldsgebyret føres direkte videre til finansiering af landets affaldshåndtering.
Det er sjældent Finansministeriets kop te fast at sende skatteindtægter direkte videre til specifikke fonde eller puljer, som vi fra Plastindustrien længe har efterspurgt på bæreposeområdet, men den indonesiske idé er hermed givet videre.
Det er imidlertid vigtigt, at det ikke blot ender som endnu en betalingsstruktur, men i stedet et system hvor der skabes incitament til at handle anderledes og mere bæredygtigt.
Idéen er også givet videre til partierne i Folketinget, der for tiden forhandler om det såkaldte producentansvar, der lægger ansvaret for affaldsindsamlingen over på producenterne. Også her er det vigtigt med økonomiske incitamenter til bæredygtig emballageproduktion.
Vi skal udnytte momentum
Her er det særlig vigtigt, at partiernes ordførere skeler over Sundet. Sverige har nemlig længe haft et producentansvar, der desværre ikke virker efter hensigten.
Det er lykkedes de svenske myndigheder at indføre en ordning til producentansvar, der ikke har skabt en cirkulær økonomi. Ordningen mangler incitament til at designe emballagerne til genanvendelse og til at få høj kvalitet ud af det sorterede affald.
Det skal vi for alt i verden undgå i Danmark – ligesom miljøministeren bør have det med til forhandlingsbordet, når FN-landene skal have en global aftale om havplast på plads inden 2024.
Sammen med en række private virksomheder og organisationer – heriblandt Danmarks Naturfredningsforening, Københavns Kommune og DTU – har Plastindustrien skabt en designguide, der også indgår i EU-samarbejdet om en fremtid med bedst mulig udnyttelse af genanvendt plast i så høj kvalitet som muligt. I kølvandet på designguiden barsler EU-Kommissionens snart med den såkaldte Taxonomi-standard for, hvornår et plastmateriale kan kaldes bæredygtigt.
Det skal alt sammen bidrage til en viden, som FN-landenes delegerede bør skele kraftigt til, når de sidder i forhandlingslokalet første gang til november i år.
Lykkes det at indgå en global miljøaftale på to år, vil det formentlig være første gang og en medalje værdig. Der er som sagt momentum netop nu, så måske det lykkes trods temmelig svære odds. Det gik også hurtigt, da der var momentum for at skrue et EU-direktiv sammen, der skulle forbyde engangsplast. Desværre lidt for hurtigt. Det blev til en populistisk lovgivning båret af en folkestemning, men som i praksis resulterer i, at forbrugerne ofte blot skifter fra et til andre materialer. Det betyder, at vi fortsætter trækket på naturens ressourcer og ikke løser det problem, der var blandt de politiske hensigter bag aftalen.
Vi bakker i Plastindustrien op om arbejdet med FN’s kommende resolution om at eliminere plastaffald i havene. Det må gerne gå stærkt. Men sørg for at få den viden med, som findes i virksomhederne, organisationerne og på universiteter – helst før aftalen underskrives.