Læs Plastindustriens høringssvar til EU Kommissionens forslag om nye mål for plastgenanvendelse

Ikke-kategoriseret

Før sommerferien spillede EU-Kommissionen ud med nye ambitiøse mål for genanvendelsen af plast i Europa. Plastindustrien har nu indgivet høringsvar.

Del:
 

Læs også

 

 

 

   

Høring af EU meddelelse om cirkulær økonomi mv. – MST-7719-00052.

Plastindustrien har følgende kommentarer til EU Kommissionens meddelelse om en cirkulær økonomi med tilhørende bilag.

Plast er et værdifuldt materiale, som kan genanvendes mange gange til fordel for miljø og økonomi. Det er derfor positivt, at EU Kommissionen i sin meddelelse om cirkulær økonomi tager initiativer, der gør op med deponering og i stedet fremmer indsatsen for at øge genanvendelsen af affald, herunder plastaffald.

I ændringsforslaget til emballagedirektivet (COM (2014) 397 final) stilles forslag om nye genanvendelsesmål for plastemballageaffald. De nye mål på 45 % og 60 % i hhv. 2020 og 2025 vurderer vi som meget ambitiøse – særligt set i en dansk kontekst, hvor Danmark (Plastics Europe, 2012) genanvender omkring 27 % af plastemballagen. Det er vores vurdering, at regeringens ressourcestrategi ikke i tilstrækkelig grad understøtter Kommissionens foreslåede, ambitiøse mål.

Vi støtter Kommissionens bestræbelse på at øge pålideligheden og konsistensen af de affaldsdata, der indsamles i EU ved at indføre en harmoniseret beregningsmetode. Vi ser dog med bekymring på forslaget om at kombinere de nye og meget ambitiøse genanvendelsesmål for plastemballage med en ny beregningsmetode, der baseres på output. Ved at skifte fra en input- til en outputbaseret beregningsmetode og samtidig skærpe genanvendelsesmålene, drives plastgenanvenderne til i endnu højere grad at fokusere på kvantitet frem for at øge kvaliteten af genanvendelsen. Særligt hvad angår plastemballage fra husholdningerne vil de nye genanvendelsesmål stille endog meget store krav til kommunernes indsamling og sortering. For at kunne øge genanvendelsen af plastemballage fra husholdningerne, skal emballageaffaldet oparbejdes til en sådan kvalitet, at det reelt kan afsættes som råvare, hvilket ikke sker i tilstrækkelig grad i dag, hvor kun knap 11 % af plastemballagen fra husholdningerne genanvendes. 

Vi mener, at det er afgørende for at kunne nå målet om 0-deponi, at energiudnyttelse med høj energieffektivitet som en behandlingsløsning fastholdes for de plastaffaldsfraktioner, som er af en sådan ringe kvalitet, at genanvendelse ikke giver miljømæssig eller økonomisk mening. Energiudnyttelse af de ringeste plastfraktioner bidrager til energiforsyningen og erstatter brugen af fossile brændsler i EU.

Vi finder, at der er behov for en debat på europæisk plan om, hvordan vi sikrer den mest hensigtsmæssige nyttiggørelse af plastaffald med udgangspunkt i miljø, økonomi, og sociale aspekter. Kriterier som infrastruktur, kvaliteten af plastaffaldet, markedsmuligheder og efterspørgsel bør indgå i beslutningen om, hvorvidt en specifik plastaffaldsstrøm mest hensigtsmæssigt genanvendes eller energiudnyttes.

Med venlig hilsen

Helle Fabiansen, miljøchef