Mød juryen til Project Plastic Award 2026
Når Project Plastic Award 2026 uddeles på Danmarks Tekniske Universitet i november, bliver der sat fokus på innovative plastprojekter. Blandt de deltagende projekter udpeger årets jury vinderne af Project Plastic Award. Her kan du møde juryen.

Som en fast del af Plastic Engineering Day hylder branchen de studenter- og startupprojekter, hvor plast er indtænkt som en del af løsningen. Det kan eksempelvis være projekter, der undersøger nye egenskaber, materialesammensætninger og blandingsforhold i plast eller udvikler løsninger inden for eksempelvis bioplast.
I år uddeles der fire priser fordelt på fire forskellige kategorier: bachelor-, kandidat-, ph.d.- og startup-niveau. Opdelingen skal sikre, at projekterne vurderes på et mere lige og fair grundlag.
Hver vinder modtager en præmie på 10.000 kr. og bliver samtidig koblet sammen med en af Plastindustriens medlemsvirksomheder. For medlemsvirksomhederne er det en mulighed for at få direkte kontakt til nye talenter og innovative projekter, få indblik i den nyeste viden på området og potentielt skabe grundlag for et fremtidigt samarbejde.
Vinderne får desuden mulighed for at præsentere deres projekter ved Plastic Engineering Day og indgå i dialog med industrien.
Det er en stærk jury med bred erfaring fra industri, forskning og produktudvikling, der skal udpege årets vinderprojekt(er).
Juryen
- Rasmus Kann Jensen, Co-founder and Partner, RD8
- Dennis Laust Sørensen, R&D ingeniør, Kapacitet A/S
- Elsa Jarrige, Senior Manager, Product and Materials Environmental Assessments Materials, LEGO Group
- Guido Tosello, Associate Professor Head of Studies – Materials and Manufacturing Engineering, DTU
Om juryen
Rasmus Kann Jensen er medstifter og partner i RD8 og uddannet civilingeniør i Engineering Design and Applied Mechanics fra DTU. Han arbejder med datadrevet teknologi og robust design med fokus på at udvikle løsninger, der fungerer pålideligt trods variationer. Gennem sin karriere har han især arbejdet med produktudvikling inden for medicinal- og medicoindustrien, herunder injektionsudstyr, høreapparater og produktionsudstyr. I 2020 var han med til at stifte RD8, hvor han har bidraget til udviklingen af software til analyse og forbedring af mekaniske designs. Han står desuden bag flere patenter inden for medicinsk injektionsudstyr.
Dennis Sørensen arbejder med design og udvikling af mekaniske produkter og maskinelementer til både industri- og forbrugerprodukter. Han er medstifter af flere hardware-startups, herunder Kombo Audio, som har udviklet, produceret og lanceret fem produkter til musikbranchen. Derudover har han ledet design- og produktionsprojekter inden for avanceret laboratorieudstyr samt bidraget til en række industrielle udviklingsprojekter i Danmark.
Elsa Jarrige arbejder med miljøvurderinger og klimaberegninger af materialer og produktudvikling i LEGO Group. Hun kombinerer bæredygtighedsstrategi med teknisk udvikling og har tidligere undervist og vejledt på Aalborg Universitet inden for cirkulære forretningsmodeller og entreprenørskab. Hun har desuden bidraget til vurderingen af LEGO Groups Power-to-X-projekt for produktion af POM-materialer.
Guido Tosello er lektor ved DTU og har mere end 15 års forskningserfaring inden for plastforarbejdning. Hans ekspertise spænder fra procesanalyse, simulering og værktøjsteknologi til metrologi – fra konventionelle løsninger til mikro- og nanoskala. Hans forskning omfatter blandt andet digitalisering af sprøjtestøbning, remanufacturing, naturfiberbaserede materialer og kompressionsstøbning af polymeroptik.
Om Project Plastic Award
Project Plastic Award hylder studerende, der arbejder innovativt med plastmaterialer i deres projekter og uddannelser. Prisen skal synliggøre nye idéer, talent og potentiale i den næste generation af plastbranchen. Læs mere om Project Plastic Award her.
Om Plastic Engineering Day
Project Plastic Award uddeles i forbindelse med Plastic Engineering Day, der samler studerende, virksomheder og eksperter til en dag med fokus på plast, innovation, teknologi og karrieremuligheder i branchen. Medlemmer af Plastindustrien har fortsat mulighed for at booke en gratis stand på Plastmessen og præsentere deres produkter, materialer og karrieremuligheder for kommende ingeniører. Læs mere om Plastic Engineering Day – og tilmeld dig som enten standholder eller besøgende her.
Som medlem er der desuden mulighed for at sponsorere mad til de studerende under Plastic Engineering Day. Som tak for støtten får sponsorvirksomheder øget synlighed i forbindelse med eventet. Er jeres virksomhed interesseret i at bidrage, kan I kontakte ul@plast.dk
Seneste nyheder
Aktuelt hos Plastindustrien

21. august 2026
Programmet for Netværksdagen 2026 er klar
Den 23. september samler vi Plastindustriens medlemmer på Hindsgavl til en Netværksdag, der bliver startskuddet til en ny måde at samle medlemmerne på. Se programmet og tilmeld dig nu.
Læs mere

11. august 2026
Nye EU-regler for emballage
Fra den 12. august 2026 gælder nye regler om emballage. Her får du et kort overblik over de vigtigste ændringer, og hvad de betyder for din virksomhed.
Læs mere

17. juni 2026
Tal for vores plastforbrug bygger på en virkelighed, der har ændret sig
Danmarks Statistik har sat tal på danskernes brug af plast. Analysen er værdifuld, men den afspejler i høj grad tiden før de nye krav til sortering, genanvendelse og producentansvar. Derfor bør tallene læses som et billede af fortiden – ikke af den omstilling, der er i gang.
Læs mere