Over 70 branchefolk deltog i Plastindustriens Netværksdag 2013, der blev afholdt på det stemningsfyldte Hindsgavl Slot i Middelfart. Blandt dette års temaer var fremtidsperspektiverne for danske produktionsvirksomheder, resultatløn, nye finansielle krav til erhvervskunder, generationsskifte og 3D-print. Derudover var der traditionen tro også rig mulighed for deltagerne at networke med kolleger fra branchen.
Den 14. november havde mere end 70 deltagere lagt vejen forbi Plastindustriens Netværksdag, som igen i år fandt sted på Hindsgavl Slot i Middelfart på Fyn.
Læs om de forskellige oplæg og se billederne
Der er skrevet en artikel om hver af de fem oplæg på Netværksdagen, som du finder links til her:
- Professor (AAU) John Johansen:
Du kan ikke leve af at kunne lidt af det hele
- Underdirektør (DI) Steen Nielsen:
Lønspredning og resultatløn giver øget produktivitet
- Områdedirektør (Nordea) Niels Thorslund:
Nye tider for bankerne skærper kravene til virksomhederne
- Senior tax partner (KPMG) Hans Henrik Bonde Eriksen:
Et generations- og ejerskifte kræver planlægning
- Ph.d. (DTU) David Bue Pedersen:
3D-print bliver den næste industrielle revolution
- Se billeder fra Netværksdagen
Økonomisk vejrskifte
Netværksdagen blev indledt af Plastindustriens formand Søren Ulstrup, der i sit velkomstindlæg lagde vægt på, at et positivt økonomisk vejrskifte for produktionsvirksomheder er lige på trapperne. Ifølge Søren Ulstrup er der derfor god grund til at se fremad, og netop fremtiden var også Netværksdagens overordnede tema.
For at guide deltagerne sikkert igennem Netværksdagen program gav Søren Ulstrup ordet videre til Jens Uhl (DKI Plast), som dernæst fungerede som konferencier for arrangementet.
Inden programmets første eksterne oplægsholder blev introduceret, så slog Jens Uhl fast, at Danmark i de seneste ti år har mistet markant mange industriarbejdspladser, men at der nu er god grund til at veje morgenluft. Det var ifølge Jens Uhl endnu et godt argument for at se på fremtidens udfordringer – både på kort og lang sigt.