Interview med forfatter til Plastindustriens jubilæumsbog

Plastindustrien er på trapperne med en ny bog i forbindelse med foreningens 75-års jubilæum. Bogen er skrevet af journalist Kasper Brøndum Andersen – læs et interview med ham her.

Del:

Interview med journalist Kasper Brøndum Andersen, forfatter til den kommende bog om Plastindustrien i anledning af brancheforeningens 75-års jubilæum.

Hvad har du lært om plast i dit arbejde med bogen, som du ikke allerede vidste?

Jeg har lært meget mere om branchen, end jeg har lært om plast og teknologi, som heller ikke er bogens fokus. Bogen fortæller om branchens udvikling, om kælder- og garagevirksomheder, der har bevæget sig fra pionerånd til at blive professionelle virksomheder, som også har haft behov for at organisere sig. Jeg har fået et stort indblik i branchen og historien snarere end i de fagnørdede elementer om plastens fremstilling.

Hvad har overrasket dig mest i din research?  

Hvor fremsynet en stor del af virksomhederne egentlig er. Jeg havde nok en ide om, at det langt overvejende var en konservativ industri. Men jeg synes, virksomhederne tager hånd om de udfordringer, der er, og at de er interesserede i at løse problemerne. Det er det samme, som virksomhederne siger om, hvad der er vigtigt nu; den grønne omstilling, og at plast bliver produceret under hensyntagen til ressourceforbrug. Og at plast bliver håndteret på en hensigtsmæssig måde, så materialet kan få et nyt liv. Her har branchen en masse muligheder for at præge udviklingen, og den vil gerne opføre sig ansvarligt i forhold til omverdenen. Både fordi det faktisk kan være en sund og fremtidssikret forretningsmodel, og fordi både myndigheder og kunder i stigende grad kræver det.

For 15 år siden blev der skrevet en bog i forbindelse med 60-året – hvad er de største forskelle på de to bøger og branchen dengang og nu?

Den første jubilæumsbog ’Plasten og danskerne’ (fra 2007) er meget mere en industrihistorie og et billede af plastens betydning for samfundet, en hyldest og en slags skåltale. De elementer er der også i den nye bog. Men den grønne omstilling fylder meget, der er nogle udfordringer, der skal tages hånd om her og nu. Den nye bog kigger mere på tiden lige nu og tiden, der kommer. Den nye bog er desuden en mere kompakt sag med et sidetal på under det halve af ’Plasten og Danskerne’. Vi skulle ikke lave en ‘Plasten og Danskerne version 2’. Plastindustriens sekretariat og jeg valgte at tage flere aktuelle emner med, men at give dem lidt mindre plads hver, frem for at skrive meget udtømmende om design, produkter, samfundsforhold og andre af de emner, som fylder meget i jubilæumsbogen fra 2007.

Jubilæumsbogen skal lanceres til Plastdagen den 19. maj i Industriens Hus.

Herefter får alle medlemsvirksomheder tilsendt et eksemplar.

Bogen er sponsoreret af: Malte Haaning Plastic A/S, Primo Danmark A/S, Wavin, Erteco Rubber & Plastics, SP Group A/S, Aage Vestergaard Larsen A/S, Dania Plast A/S, AVK Plast A/S, Polykemi ApS Danmark, ENGEL Danmark, ST PLAST A/S, DBI Plastics A/S, EXPO-NET Danmark A/S, LEGO System A/S, Bogense Plast og Dansk Affaldsminimering ApS.