I Plastindustriens sekretariat prøver vi efter bedste evne at følge med i, hvor mange aktører i plastbranchen, der deler kampagnen ’Realistisk om plast’ på fx LinkedIn og Facebook, men det er heldigvis en svær opgave. Antallet af delinger er nemlig utroligt højt.
Nedenstående leder af Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, er bragt i Magasinet Plast nr. 3/2020:
I sekretariatet prøver vi efter bedste evne at følge med i, hvor mange aktører i plastbranchen, der deler kampagnen ’Realistisk om plast’ på fx LinkedIn og Facebook, men det er heldigvis en svær opgave. Antallet af delinger er nemlig utroligt højt, og det vokser dag for dag.
Jeg vil derfor gerne sige tak for den utroligt positive modtagelse af kampagnen her i sensommerens lanceringsfase.
Alle delinger på digitale plastforme – inkl. hjemmesider og nyhedsbreve – gør, at kampagnens videoer og animationsfilm får forlænget deres rækkevidde markant.
Derfor har plastbranchens opbakning til kampagnen utrolig stor værdi, da I hjælper os med at komme i dialog og øjenhøjde med endnu flere danskere.
Kæmpe banner i Esbjerg
Det er imidlertid ikke kun digitalt, at kampagnen bliver delt vidt og bredt.
ST Plast i Esbjerg har eksempelvis fået fremstillet et kæmpe banner på hele 25 kvm med teksten ’Realistisk om plast’, der fremover pryder virksomhedens facade.
Hvis der er andre virksomheder, som skulle have lyst til at lave noget lignende, så tøv ikke med at kontakte Plastindustriens sekretariat.
Vi hjælper gerne til med stort og småt i forhold til at få gjort kampagnen endnu mere brugbar for vores medlemmer – både offline og online.
Kampagnen udvikler sig
Vi har enormt meget godt kampagneindhold på hylderne endnu, som bliver lanceret i de kommende måneder.
Nye casevideoer om vores medlemsvirksomheder, flere animationsfilm og grafikker til sociale medier bliver løbende tilføjet kampagnen, så vi fastholder momentum og får bragt endnu flere argumenter på banen i den offentlige debat.
Derudover arbejder vi også på at få skabt medieomtale med udgangspunkt i en befolkningsundersøgelse, hvor vi har spurgt danskerne om deres forhold til plast.
Mange er svarene er både overraskende og interessante, og de vil blive brugt som løftestang til en konstruktiv debat om fx plastemballagens evne til at forebygge madspild.
Jeg håber, at hele plastbranchen har lyst til fortsat at bakke op om kampagnen de næste par måneder.
Det gør en stor forskel – og sammen skaber vi et mere nuanceret og realistisk syn på plast.
LÆS MERE OM KAMPAGNEN: Realistisk om plast