Medlemmerne har ordet: Industriens viden er uvurderlig for iværksættere

Thomas Trebbien (th.), teknisk chef i Trebo, er afsender i denne udgave af Plastindustriens klumme 'Medlemmerne har ordet'.

I klummen ‘Medlemmerne har ordet’ er det i denne udgave Thomas Trebbien (Teknisk chef i iværksættervirksomheden Trebo), der er skribent. Han kommer med et konkret bud på, hvordan industrien kan ændre sit ‘dårlige’ image og advokerer for øget åbenhed og samarbejdsvilje.

Del:

Jeg er et af de nyere ansigter i plastbranchen, og jeg er som 31-årig teknisk chef i virksomheden Trebo, der kun har få år på bagen.

Vores formål er kort fortalt at hjælpe plastindustrien med at sortere og omdanne plastaffald til en værdifuld og genanvendelig ressource.

Hvordan ændrer vi plastindustriens ‘dårlige’ image?

Vi hører hele tiden om at plastindustriens image er under pres fra alle sider af samfundet, men hvordan kan industrien ændre det ’dårlige’ image? Det er et særdeles væsentligt spørgsmål.

Mit bud er, at vi skal fokusere endnu mere på ny teknologi og på samarbejde mellem virksomheder – både de veletablerede og de nystartede, der prøver at skabe sig en platform.

Vi har som iværksættervirksomhed på egen krop oplevet, hvordan vi til tider har famlet rundt i blinde. Det har med andre ord været lidt en udfordring at finde ud af, hvordan vores teknologi og sorteringsløsninger ’passer ind’ i industrien.

I den sammenhæng har det været meget vigtigt for os, at mere erfarne brancherepræsentanter har valgt at åbne op og dele ud af deres viden. Og det håber vi også vil ske fremover, da det er afgørende for os, at vi kan få afprøvet vores løsninger i praksis.

Plastfond skal understøtte den store danske talentmasse

Uden at skulle gøre mig til talsmand for alle iværksættervirksomheder i plastbranchen så mener jeg, at øget åbenhed og mere samarbejdsvilje vil være til gavn for alle slags virksomheder og ikke mindst for mindst for plastens image.

En konkret opfordring fra min stol er, at virksomheder og andre aktører med særlig interesse for nye teknologier opretter en plastfond, der har til formål at understøtte udviklingen af den store talentmasse, som i øjeblikket skyder frem i startup-miljøet.

’Medlemmerne har ordet’ er en fast klumme i Magasinet Plast, der skrives på skift af forskellige aktører i plastbranchen. Holdninger i klummen er et udtryk for skribentens personlige holdning og ikke nødvendigvis for Plastindustriens officielle politik.