Fakta og forskning er vigtigere end følelser og fornemmelser i plastdebatten

Lars Hall Bæk Farsøe, kommunikationschef i Plastindustrien, skriver, at det vil være ufatteligt usmart at forbyde al plast.

‘Drop al plastik’. Sådan lød overskriften på et debatindlæg i Fyens Stiftstidende, og derfor tager Plastindustriens kommunikationschef Lars Hall Bæk Farsøe nu til genmæle i dette modsvar.

Del:

Debatindlægget er skrevet af Lars Hall Bæk Farsøe (kommunikationschef i Plastindustrien), og det er bragt i Fyens Stiftstidende den 12. oktober:

Den 5. oktober bragte Fyens Stiftstidende et læserbrev af Jens Hein Bonde, som åbenbart har set sig sur på plast. Overskriften på indlægget lyder ”Drop al plast”, og han forlanger et stop for al produktion og brug af plast.

Det vil i praksis være ufatteligt usmart, da et plastforbud eksempelvis vil betyde et farvel og tak til vindmøller og solceller. Alle moderne transportmidler skal afskaffes, smartphones og PC’er bliver fortid, og den elskede LEGO-klods forsvinder.

Et besøg på hospitalet vil fremover også blive en rigtig træls oplevelse, da der bliver brugt plast til at fremstille iltmasker, blodslanger og emballage til at holde det kirurgiske udstyr sterilt.

Plastemballage har mange grønne fordele

Jens Hein Bonde har særligt set sig sur på fødevareemballage i plast, men han glemmer helt, at emballagen forlænger fødevarens holdbarhed og forebygger madspild, der er en af de helt store CO2-syndere.

Tag agurken som eksempel, hvor kun 1,5 g. plast øger dens holdbarhed med 14 dage, mens mindre end 5 procent af fødevarens miljøbelastning stammer fra emballagen. Det har både Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad, og Danmarks førende forskere fra DTU gentagne gange stået på mål for.

Et andet argument til fordel for plastemballagen er, at plast i forhold til alternative materialer – som f.eks. glas og metal – er langt lettere. Derfor er andre materialer tungere at transportere og kan være væsentligt mere ressourcekrævende at fremstille, og det er skidt for vores CO2-udledning.

Plast hører selvfølgelig ikke til i havet

Jeg er helt enig med Jens Hein Bonde i, at plast i havet ikke hører nogen steder hjemme, og vi arbejder som brancheforening meget aktivt på at sikre en mere korrekt håndtering af plastaffaldet, hvilket både industri, forbrugere og kommuner har et ansvar for.

Imidlertid er hverken jeg eller videnskaben enige med Jens Hein Bonde i, at der findes ’plastikøer’.

Der er havområder i fx Stillehavet, hvor der findes højere koncentrationer af plast i vandsøjlen end andre steder, men det er faktuelt forkert at tale om deciderede øer.

Vi er i Plastindustrien meget optaget af, at vi hele tiden fremmer den grønne omstilling.

I den forbindelse er det vigtigt, at der er fakta og forskning, som driver udviklingen. Hvis det er følelser og fornemmelse, som bliver styrende, så risikerer vi at skyde os selv i foden.