Der findes, ud over de længerevarende uddannelser, et hav af andre uddannelsesmuligheder, som kan være lige så gode – hvis ikke bedre – for den enkelte. Derfor bør forældre og andre i vejledende roller ikke lade erhvervsuddannelserne gå i glemmebogen. Det skriver uddannelseskonsulent i Plastindustrien, Jo Dietrich, i et debatindlæg, som er bragt i flere af Sjællandske Mediers aviser.
Nedenstående debatindlæg af Jo Dietrich, uddannelseskonsulent i Plastindustrien, er lørdag den 3. august er bragt i Sjællandske Medier (Frederiksborg Amtsavis, Dagbladet Roskilde m.fl.).
Det trak for nylig store overskrifter i alle landets medier, da rigtig mange unge fik svar på, hvorvidt de var kommet ind på deres drømmestudie eller ej.
Desværre fik ikke alle ansøgere deres ønske opfyldt, og der var dernæst stort mediefokus på, at der stadigvæk var ledige pladser på nogle af de knapt så populære universitetsuddannelser.
Imidlertid blev det fuldstændigt overset, at der findes rigtig gode alternativer til de længerevarende uddannelser i form af erhvervsuddannelserne. Kort fortalt giver en erhvervsuddannelse nemlig både gode muligheder for beskæftigelse og for fremtidig specialisering.
Favn bredt i uddannelsesvejledningen
Vi ved, at mange unges uddannelsesvalg præges af den vejledning, de modtager på hjemmefronten. De længerevarende uddannelser fremhæves ofte som den første, bedste og eneste vej at gå.
Der findes dog et hav af andre uddannelsesmuligheder, som kan være ligeså gode – hvis ikke bedre – for den enkelte. Derfor bør forældre og andre i vejledende roller ikke lade erhvervsuddannelserne gå i glemmebogen.
Udover gode beskæftigelsesmuligheder og en attraktiv løn, kan en erhvervsuddannelse være springbræt til fremtidig videreuddannelse på et af Danmarks mange erhvervsakademier og universiteter.
Plastmageruddannelsen kan være et springbræt
Ligesom mange andre brancher oplever vi i plastbranchen lige nu en mangel på faglært arbejdskraft.
Virksomhederne står derfor klar til at modtage de unge med åbne arme. Både imens de er i gang med plastmageruddannelsen og efter endt uddannelse. Branchen står desuden sammen om at garantere praktikpladser til alle dem, der kan og vil.
Plastmageruddannelsen giver de unge en vifte af beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder. De kan vælge bredt og frit mellem adskillige spændende og innovative praktik- og arbejdspladser hos LEGO, Grundfos, Coloplast, Fiberline Composites osv.
Mange plastvirksomheder står i øjeblikket overfor en vigtig samfundsopgave, som kræver flere hænder og kloge hoveder at løse. De har fokus på miljø og genanvendelse, og den store aktuelle omstilling kommer kun til at betyde, at der er endnu flere muligheder for at specialisere sig i eksempelvis genanvendelse senere hen.
Vi bør derfor ikke glemme erhvervsuddannelserne, når vi vejleder de unge i at træffe uddannelsesvalg. Det kan være svært at navigere i de mange uddannelser, og det er vigtigt at klæde de unge på til at overveje andet end universitetet. Særligt hvis de ønsker sig et spændende arbejde, jobsikkerhed og mulighed for videreuddannelse.