I et debatindlæg i Jern & Maskinindustrien argumenterer Plastindustriens direktør Thomas Drustrup for, at regeringen hurtigst muligt skal tage fat på arbejdet med at sænke den stærkt stigende PSO-afgift, der presser rigtig mange plastvirksomheder på bundlinjen.
Nedenstående er bragt som et debatindlæg i Jern & Maskinindustrien d. 14. august.
Folketingsvalget resulterede som bekendt i et blåt flertal og en smal Venstre-regering. Kort før sommerferien blev regeringsgrundlaget offentliggjort, og der var flere positive takter at spore. Blandt andet bedre forhold for familieejede virksomheder, byrdestop for erhvervslivet og fokus på at få flere unge til ind på erhvervsuddannelserne.
LÆS MERE: Regeringsgrundlaget udstikker en rigtig kurs
Lavere PSO skal på agendaen
Men det var en kedelig overraskelse af de større, at en lavere PSO-afgift ikke umiddelbart var på tegnebrættet. Venstre har nemlig gang på gang brugt tiden i opposition på at tordne imod den stigende energiafgift.
Afhængig af produktionsmetode kommer en mellemstor dansk plastvirksomhed let til at betale flere millioner kroner om året i PSO-afgift. Det skyldes PSO’ens himmelflugt fra 7,7 øre pr. kilowatt-time i år 2011 til 21,8 øre i år 2015. Det præger i høj grad bundlinjen hos mange plastvirksomheder.
Derfor er det også skuffende, at Venstre efter valget har sat diskussionen om lavere PSO i bakgear ved bl.a. at sige, at partiet ikke vil åbne det nuværende energiforlig, der løber frem til år 2020.
Det siger sig selv, at det er uholdbart for danske produktionsvirksomheders situation, hvis der ikke fra politisk side bliver reageret før om fem år.
LÆS MERE: Ministerbesøg satte fokus på lavere PSO og ulogiske brandregler
PSO-afgift er skidt for klimaet
Ud over at PSO-afgiften skader de danske plastvirksomheders chancer for at skabe vækst og jobs, giver det heller ikke klimamæssigt mening. Når det bliver dyrere at producere i Danmark bidrager det nemlig til at produktion flytter ud af landet til andre steder med billigere energi, men med langt mindre energieffektiv industri.
I stedet bør regeringen overveje at hente finansieringen på ’normal vis’ via finansloven. Plastindustriens bestyrelse skal ganske snart mødes med Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt for at drøfte problemstillingen.
Vi håber naturligvis, at ministeren vil genfinde de gode takter fra oppositionstiden – også meget gerne inden år 2020.
Annonce…###REKLAME###