Nomineret til Plastprisen 2018: Rolltech

Rolltech er nomineret til Plastprisen 2018 bl.a. for sin satsning på plastproduktion, der blev kickstartet ved virksomhedens første køb af en ekstruder i år 2012. Derudover investerer virksomheden også kraftigt i nyt udstyr, forskning og medarbejdere.

Del:

Rolltech A/S – med hovedsæde i Hjørring – er blandt verdens førende producenter af varmkant afstandsprofiler til termorudeindustrien, der aktivt bidrager til mindre kondens, forlænger vinduernes levetid og giver et bedre indeklima.

Virksomheden er nomineret for sin plastsatsning, der startede i år 2012, hvor Rolltech investerede i sin første ekstruder. I dag bliver der produceret 2 millioner meter plastprofiler om ugen, som sætter nye markedsstandarder indenfor bygningsisolering.

For at imødekomme den kraftige vækst i virksomhedens danske produktion har Rolltech fornyligt indviet en ny 3.600 m2 fabrik, og der er lige taget spadestik til yderligere 5.200 m2.

Rolltech har også investeret et større millionbeløb i nye produktionsteknologier, og der er et innovativt fokus på at forske i materialeegenskaber, højhastigheds ekstrudering og forøgelse af produkternes levetid.

På personalefronten er virksomheden gode til at uddanne plastmagere, og en stor del af medarbejderstaben bliver løbende efteruddannet – især med fokus på plast.

Hver time, døgnet rundt, fremstilles der 3.000 lavenergitermoruder med profiler fra Rolltech, hvilket sparer verdenssamfundet for en årlig CO2-udledning på 1.300.00 tons sammenlignet med traditionelle teknologier.

LÆS MERE: Rolltech A/S udvider produktionen i Hjørring

LÆS MERE: Om Rolltech A/S