Usikkerheden er blevet et vilkår
Uroen i Hormuz-strædet har endnu en gang vist, hvor hurtigt de globale markeder kan bevæge sig, og hvor direkte det rammer danske plastvirksomheder.

Denne leder af Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, er også bragt i Magasinet Plastforum – nr. 38 – 24. april 2026.
I begyndelsen af april steg prisen på plastgranulat med op mod 40 procent. For mange virksomheder er det noget, der kan mærkes direkte på bundlinjen og i den daglige drift.
De første forsøg på våbenhvile og deeskalering fik ganske vist olieprisen til at falde kortvarigt.
Men det ændrer ikke på, at olieprisen i skrivende stund fortsat ligger omkring 30 procent højere end før krigen.
Og vigtigere endnu: Den generelle usikkerhed, som erhvervslivet har levet med i længere tid, er ikke væk. Den er tværtimod blevet et nyt vilkår.
For uanset om konflikten mellem USA og Iran finder et roligere leje eller eskalerer yderligere, er situationen langt fra en normalisering.
Tværtimod viste den amerikanske flådeblokade i Hormuz-strædet, at usikkerheden hurtigt kan forværres igen. Det vil kunne få direkte konsekvenser for energipriser, transportomkostninger og forsyningssikkerhed – også for danske virksomheder.
Flere analytikere har i danske medier peget på, at det vil tage tid at genoprette energiproduktionen i Mellemøsten. Oliefelter i blandt andet Irak skal genstartes, og det kan tage måneder, hvis ikke år, før produktionen igen når niveauet fra før konflikten.
Samtidig står det helt åbne spørgsmål tilbage: Ønsker parterne reelt en stabilisering, eller vil uroen blusse op igen?
Det er den type ubesvarede spørgsmål, som danske virksomheder i dag er nødt til at navigere i.
Det er ikke første gang, vi oplever det. Men det er en påmindelse om, at usikkerhed ikke længere er en undtagelse.
Det er blevet en del af grundvilkårene for at drive virksomhed.
Vi har set det før. Da krigen i Ukraine brød ud, blev energimarkederne kastet ud i en tilsvarende usikkerhed. Gas- og elpriser steg voldsomt, og mange virksomheder oplevede på kort tid markante stigninger i deres omkostninger. Samtidig blev forsyningskæderne udfordret, og det blev vanskeligere at få adgang til både energi og råvarer på stabile vilkår.
For plastindustrien betød det dengang, at produktionen i perioder blev dyrere og mere uforudsigelig, og at virksomhederne måtte agere hurtigt for at tilpasse sig en ny virkelighed.
Dengang lærte krisen os, at de virksomheder, der står stærkest, er dem, der formår at omstille sig hurtigt og tænke strategisk, selv når usikkerheden er størst.
Netop derfor er det også baggrunden for programmet til Plastdagen 2026.
For når verden bliver mere uforudsigelig, bliver det endnu vigtigere at mødes, dele erfaringer og blive klogere sammen.
På Plastdagen i København d. 21. maj sætter vi fokus på, hvordan vi ruster vores branche til fremtiden med udsigt til global usikkerhed, nye EU-krav og en skærpet international konkurrence.
Vi kommer blandt andet til at se nærmere på, hvordan virksomheder kan arbejde med mere robuste værdikæder, hvordan vi omsætter innovation til konkrete løsninger i produktionen, og hvad den aktuelle parlamentariske situation betyder for vores industri.
Som sædvanligt er Plastdagen også meget mere end det. Det er årets vigtigste netværksarrangement for hele den danske plastbranche. Det er her, vi kan styrke relationerne og dele vores erfaringer med andre i samme situation. Og så er det her, man får mulighed for at løfte blikket fra den daglige drift og se de større linjer.
Derfor håber jeg også at se mange af jer den 21. maj i Industriens Hus i København.
Seneste nyheder
Aktuelt hos Plastindustrien

17. juni 2026
Tal for vores plastforbrug bygger på en virkelighed, der har ændret sig
Danmarks Statistik har sat tal på danskernes brug af plast. Analysen er værdifuld, men den afspejler i høj grad tiden før de nye krav til sortering, genanvendelse og producentansvar. Derfor bør tallene læses som et billede af fortiden – ikke af den omstilling, der er i gang.
Læs mere

22. maj 2026
Plastdagen 2026 satte fokus på robusthed i en usikker tid
Hvordan bliver plastvirksomheder mere robuste i en verden præget af geopolitisk uro, cybertrusler og øget konkurrence? Det var omdrejningspunktet, da godt 200 medlemmer og aktører fra plastbranchen torsdag den 21. maj var samlet til Plastdagen 2026 i Industriens Hus.
Læs mere

21. maj 2026
AddiThy vinder Plastprisen 2026
Vinder af Plastprisen 2026 blev AddiThy, der udvikler storskala 3D-printløsninger i plast til dansk produktion. Plastindustrien har uddelt Plastprisen hvert år siden 1987.
Læs mere