Udvidet producentansvar for engangsplast – frist for registrering nærmer sig
Fra 1. januar 2025 indføres der udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter i Danmark. Fristen for registrering nærmer sig, og det er lovpligtigt at tilmelde sig. Læs mere her

Det udvidede producentansvar for visse engangsplastprodukter betyder, at producenter af visse engangsplastprodukter fremover skal betale for en del af det renhold, som kommuner, Naturstyrelsen og Vejdirektoratet udfører på offentlige arealer. Med andre ord; et såkaldt oprydningsansvar. De omfattede virksomheder skal registrere sig i Producentansvarsregistret og fremover rapportere mængden af de engangsplastprodukter, de bringer på markedet.
Findes der flere producentansvar?
Ja, overordnet er der to forskellige typer producentansvar. Et, der omfatter al slags emballage, og et, der fokuserer specifikt på bestemte typer engangsplast, nemlig oprydningsansvaret. Selv om man allerede har registreret sin emballage en gang under producentansvaret for emballage, så skal nogle virksomheder gøre det igen for oprydningsansvaret. To betalinger dækker dermed omkostninger til at håndtere de to forskellige affaldsstrømme.
Hvor producentansvaret for emballage vedrører alle emballageproducenter, så vedrører det udvidede producentansvar for visse engangsplastprodukter kun producenter af følgende 8 produktkategorier:
- Fødevarebeholdere
- Drikkevarebeholdere (herunder flasker)
- Drikkebægre
- Indpakningsposer og -folier
- Letvægtsplastbæreposer
- Balloner
- Vådservietter
- Filtre til tobaksvarer.
Frist for registrering nærmer sig
Hvis din virksomhed er omfattet af det udvidede producentansvar for de pågældende engangsplastprodukter, skal virksomheden registreres i producentregistret på Dansk Producentansvars hjemmeside. Registrering skal foretages senest den 17. december 2024, og det er virksomheders eget ansvar at sikre, at det sker.
Det koster 1000 kr. i et engangsgebyr for registrering, hvis det er første producentansvar, som virksomheden registrerer, eller 500 kr., hvis virksomheden allerede er registreret i producentansvarsregisteret for et andet producentansvar.
Er din virksomhed omfattet af lovgivningen?
Din virksomhed er omfattet og har pligt til at registrere sig, hvis den er omfattet af producentdefinitionen jf. bekendtgørelsens § 2, nr. 18, hvoraf definitionen fremgår som følger:
Producent:
- a) Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Danmark, og som uanset den anvendte salgsteknik, herunder via aftaler om fjernsalg, professionelt fremstiller, påfylder eller importerer og i Danmark markedsfører engangsplastprodukter og fyldte engangsplastprodukter jf. §1.
Eller
- b) Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i en anden EU-medlemsstat eller i et tredjeland, og som via aftaler om fjernsalg direkte til private husstande eller til andre brugere end private husstande professionelt i Danmark sælger engangsplastprodukter og fyldte engangsplastprodukter.
Er der virksomheder, der ikke er omfattede?
Hvis din virksomhed udelukkende køber engangsplastprodukter af andre danske leverandører, vil I som udgangspunkt ikke være omfattet af registrerings- og indberetningspligten. Dog vil det for indpakningsposer og –folier oftest være påfylderen som får producentansvaret. I bør til gengæld sikre jer, at jeres leverandører er registreret i producentansvarsregistreret. Hvis din virksomhed køber produkter i udlandet og sælger/anvender dem i Danmark, vil virksomheden sandsynligvis være importør og dermed omfattet.
Har du brug for hjælp eller vejledning?
Du kan læse mere om producentansvaret og de forskellige produktkategorier på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Hvis du er i tvivl om din virksomhed er omfattet af producentansvaret, kan du kontakte Dansk Producentansvar på mail info@producentansvar.dk eller telefon 3915 5161 – hverdage mellem kl. 9-15.
Du er også velkommen til at kontakte miljøpolitisk chef i Plastindustrien Christina Busk på mail cb@plast.dk eller telefon 2949 4564.
Seneste nyheder
Aktuelt hos Plastindustrien

9. april 2026
Ny kampagne om affaldssortering
Plastindustrien står sammen med DI og ARI - Affalds- og Ressourceindustrien bag en ny kampagne, der skal vise danskerne, hvorfor deres affaldssortering er vigtig.
Læs mere

25. marts 2026
Oplev Borgen Unplugged live på Plastdagen 2026
Det netop overståede folketingsvalg har skabt en ny politisk situation i Danmark. På Plastdagen 2026 kan du opleve Borgen Unplugged live på scenen, når værterne Anders Langballe og Martin Flink analyserer den aktuelle situation i dansk politik.
Læs mere

11. marts 2026
Plastdagen 2026: Når sikkerhedspolitik bliver erhvervspolitik
Hvordan påvirker en mere usikker verden danske virksomheders strategiske handlerum? Det spørgsmål sætter direktør i Erhvervslivets Tænketank Maria Tarp fokus på, når hun går på scenen til Plastdagen 2026.
Læs mere