Afsluttende forhandlinger om FN-traktat
I slutningen af november samles verdens beslutningstagere i Sydkorea til de afsluttende forhandlinger om en FN-traktat mod plastforurening. En FN-traktat mod plastforurening må fokusere på ansvarlig håndtering frem for et globalt plastforbud.
Denne leder af Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, er bragt i Magasinet Plastforum – nr. 32 – 15. november 2024.
I slutningen af november samles verdens beslutningstagere i Sydkorea til de afsluttende forhandlinger om en FN-traktat mod plastforurening. En kommende plasttraktat er en vigtig milepæl på vejen mod en fælles global tilgang, og hos Plastindustrien har vi stort fokus på den grønne omstilling og bakker også op om indsatsen mod plastforurening. Plast kan og skal håndteres korrekt – både for miljøets skyld og for den innovation, vores samfund er afhængige af.
Plastindustriens medlemmer producerer en lang række helt essentielle produkter, vi som samfund ikke kan undvære. Fra hospitalsudstyr og vindmøllekomponenter til emballageløsninger og genanvendelige produkter indgår plast i løsninger, der understøtter den grønne omstilling.
Globalt udsyn
Som brancheforening for den danske plastbranche er vores naturlige fokus på danske forhold. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke har et globalt udsyn. Vi er blandt andet aktive i både nordiske og europæiske netværk, da vi har en interesse for, at vores produkter og forretninger kan handles over landegrænser. Ligesom vi er aktive i projekter uden for EU, eksempelvis i Kenya, hvor vi arbejder tæt sammen med den kenyanske plastindustri og deres myndigheder om at accelerere den grønne omstilling og undgå, at plast havner i naturen.
Når det kommer til en global FN-traktat om plast, er det selvfølgelig også noget, der har vores store opmærksomhed. Vi har fulgt forhandlingerne siden begyndelsen og er også til stede i Sydkorea, når den endelige aftale forhåbentlig skal falde på plads.
Desværre har der på forhånd været forslag til traktaten, der fokuserer på et globalt loft over plastproduktion. Selvom det kan lyde besnærende, risikerer sådan et forslag dog at gøre mere skade end gavn. Når visse interessenter efterspørger globale restriktioner på plastmængder, overser de ofte de mange essentielle produkter i plast, vi har brug for i det moderne samfund samt de mange innovative løsninger, der er afgørende for den grønne omstilling. Det er en tilgang, der kan føre til symbolske forbud og utilsigtede konsekvenser, hvis vi blot skifter til andre materialer, der giver nye udfordringer for miljø og klima.
Fra Plastindustriens side håber vi, at traktaten i stedet vil fokusere på globale standarder for design til genbrug og genanvendelighed, stærk infrastruktur til håndtering af brugt plast og kvalitet af plastmaterialer. Det er godt, at der i traktaten kommer fokus på at reducere plast i naturen og på udfordringerne med for meget engangsplast. Men aftalen må også anerkende plastens værdi, når den bruges korrekt.
Danmark og EU kan byde ind
En global løsning på plastforurening vil kræve etablering og udvikling af infrastrukturer for affaldshåndtering, især i lande, hvor mulighederne endnu er begrænsede. Hér kan Danmark og EU byde ind med værdifuld erfaring, som vi eksempelvis gør i Kenya eller gennem Ocean Plastic Forum.
Vi kan som moderne samfund ikke undvære plast. I stedet må vi fokusere på at bruge det ansvarligt og til de rigtige formål. Her spiller plastvirksomhederne en vigtig rolle ved at udvikle produkter, der fremmer den grønne omstilling, for eksempel i transportsektoren og energiproduktion.
Med inspiration fra EU’s regulering om producentansvaret kan traktaten danne fundamentet for et globalt system, hvor plastprodukter betragtes som værdifulde ressourcer, der skal genbruges og genanvendes.
Hvis vi tager de rette beslutninger ved forhandlingsbordet, kan traktaten være en drivkraft for grøn innovation og give hele verden adgang til løsninger, der både reducerer plastforurening og styrker den grønne omstilling. Hvis vi alene udskammer plast, risikerer vi at gøre os selv en kæmpe bjørnetjeneste.
Seneste nyheder
Aktuelt hos Plastindustrien
4. december 2024
Plastindustrien: Forbrugerne er chanceløse på Temu
Plastindustrien er enig med Forbrugerrådet TÆNK. Det er for risikabelt for forbrugerne at handle på webshops fra lande uden for EU, eksempelvis Temu.
Læs mere
1. december 2024
Kæmpe skuffelse over manglende global aftale om plastforurening
Verden har brug for en global aftale mod plastforurening – men desværre blev de afsluttende forhandlinger om en FN-traktat i den sydkoreanske by Busan ikke afsluttet med en aftale. Det er en stor skuffelse, mener Plastindustrien.
Læs mere
25. november 2024
Netværksdag med fokus på virksomhedskultur og global påvirkning
Godt 130 virksomheder, eksterne samarbejdspartnere og andre med interesse for plastbranchens udvikling var for nylig samlet i smukke og vinterlige omgivelser på Hindsgavl Slot i Middelfart til den årlige netværksdag. Læs highlights og se billeder fra dagen her.
Læs mere