Seniorklubbens vedtægter
Vedtægter
1. NAVN OG TILHØRSFORHOLD
Klubbens navn er Plastindustriens Senior Klub. Forkortelsen PSK kan anvendes.
Nedenfor er anvendt Klub eller Klubben som synonym for Plastindustriens Senior Klub. Tilsvarende er Plastindustrien anvendt som synonym for Plastindustrien i Danmark.
Klubben har ingen juridisk tilknytning til Plastindustrien i Danmark, men dens administration og sekretariatsfunktion varetages af denne forening. Såfremt Plastindustrien ikke kan acceptere Klubbens aktiviteter, kan den opsige samarbejdet efter et forudgående møde om sagen.
2. FORMÅL
Klubbens formål er at være samlingssted for personer, der har et årelangt tilhørsforhold til den danske plastbranche, og som helt eller delvis har trukket sig tilbage fra aktiv erhvervsudøvelse.
Dette formål skal opfyldes ved arrangementer med kollegialt og kammeratligt samvær.
3. MEDLEMMER
Som medlemmer af Klubben kan optages personer, som opfylder de i § 2 beskrevne betingelser, og som har været ansat i virksomheder, der har været medlem af Plast-Sammenslutningen, Plastindustriens Arbejdsgiverforening eller Plastindustrien i Danmark
Desuden kan bestyrelsen godkende optagelse af andre personer, som ligeledes opfylder de i § 2 beskrevne betingelser, og hvis virke skønnes at have været af væsentlig betydning for plastindustrien.
4. INDMELDELSE
Anmodning om optagelse foretages skriftligt og stiles til Plastindustriens Senior Klub, c/o Plastindustrien i Danmark.
Klubbens bestyrelse træffer afgørelse om, hvorvidt optagelsesbetingelserne er opfyldt. Klubbens bestyrelse kan nægte optagelse af personer, som ved deres handlemåde har skadet branchens eller Klubbens interesser.
I tvivlstilfælde optages spørgsmålet på den førstkommende ordinære generalforsamling, hvor sagen afgøres ved almindelig stemmeflerhed.
5. UDMELDELSE
Udmeldelse kan ske skriftligt til Klubbens bestyrelse og stiles til Plastindustriens Senior Klub, c/o Plastindustrien i Danmark.
6. EKSKLUSION
Klubbens bestyrelse kan suspendere et medlem, såfremt medlemmet ikke overholder Klubbens vedtægter eller de på en generalforsamling vedtægtsmæssigt vedtagne beslutninger eller på anden måde optræder ukollegialt.
Suspensionen behandles på den førstkommende ordinære generalforsamling, der tager stilling til, om det pågældende medlem skal ekskluderes.
Eksklusion af et medlem kan kun ske, såfremt 2/3 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer går ind herfor. Med eksklusion bortfalder alle rettigheder i og ethvert krav til Klubben.
7. GENERALFORSAMLINGER
Generalforsamlingen har den øverste myndighed i alle Klubbens anliggender.
Klubben afholder en årlig generalforsamling og kan afholde ekstraordinære generalforsamlinger.
Ved generalforsamlinger vælges en dirigent uden for bestyrelsen til at lede forhandlingerne.
Over forhandlingerne på generalforsamlingen føres en protokol, der underskrives af dirigenten.
Klubbens bestyrelse træffer beslutning om stedet for generalforsamlingen.
8. ORDINÆRE GENERALFORSAMLINGER
Den ordinære generalforsamling afholdes i 2. kvartal. Dagsordenen skal indeholde mindst følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Regnskab for det forløbne år samt forslag til kontingent.
- Valg af bestyrelse i henhold til § 12
- Valg af bestyrelsessuppleant
- Valg af kritisk revisor
- Indkomne forslag
- Eventuelt
Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden med regnskab, navnene på afgående bestyrelsesmedlemmer samt ordlyden af eventuelle forslag.
Forslag fra medlemmerne skal – for at blive optaget på dagsorden – sendes til Plastindustriens Senior Klub senest 14 dage før afholdelsen.
9. EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af Klubbens medlemmer skriftligt indsender begæring herom, ledsaget af en redegørelse for de forslag, der ønskes behandlet.
Den ekstraordinære generalforsamling, der indvarsles og afvikles på samme måde som den ordinære generalforsamling, afholdes senest to måneder efter, at bestyrelsen har modtaget begæring herom.
10. MØDE- OG STEMMERET
Adgang til generalforsamlingen har medlemmer, der ikke er i kontingentrestance.
Ethvert medlem kan afgive skriftlig fuldmagt til et andet medlem.
11. AFSTEMNINGSREGLER
Alle beslutninger på generalforsamlingen sker ved almindelig stemmeflerhed, jævnfør dog § 6 og §16.
Til vedtagelse af en vedtægtsændring kræves, at mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede eller repræsenteret, og at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Såfremt en vedtægtsændring vedtages med fornøden majoritet, uden at halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer har været til stede eller repræsenteret, indkaldes til ny generalforsamling, som da kan vedtage vedtægtsændringen med den foreskrevne majoritet, uanset antallet af tilstedeværende eller repræsenterede medlemmer.
Afstemningerne på generalforsamlingen foretages ved håndsoprækning af de stemmeberettigede.
Skriftlig afstemning kan dog kræves, såfremt det ønskes af bestyrelsen eller mindst 10 medlemmer.
12. BESTYRELSE
Klubbens bestyrelse har den styrende myndighed i alle Klubbens anliggender.
Klubbens bestyrelse består af 5 medlemmer samt 2 suppleanter.
Klubbens bestyrelse er ulønnet og vælges af generalforsamlingen for to år ad gangen, således, at der hvert år afgår 2/3 medlemmer. Suppleanterne vælges for 2 år ad gangen. De vælges skiftevis hvert andet år. Genvalg kan finde sted.
Udtræder i årets løb medlemmer af bestyrelsen, indtræder i stedet én på generalforsamlingen valgt suppleant.
Bestyrelsen konstituerer sig i sit første møde efter generalforsamlingen ved valg af formand og næstformand.
Bestyrelsen holder møde, så ofte den finder det ønskeligt.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede. Alle afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.
Suppleanterne er berettiget til at deltage i bestyrelsesmøderne, men har ikke stemmeret.
Over bestyrelsesmøderne føres protokol, der fremlægges ved møderne.
Klubbens bestyrelse tegnes af formanden – eller af næstformanden, hvis formanden er forhindret heri.
13. KONTINGENT
Kontingentet til Plastindustriens Senior Klub vedtages på generalforsamlingen.
14. REGNSKAB M.V.
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Klubbens midler må kun anvendes til de af bestyrelsen under ansvar over generalforsamlingen vedtagne formål.
Medlemmerne er solidarisk ansvarlige for et eventuelt underskud, som Klubbens bestyrelse på den førstkommende generalforsamling skal stille forslag til at få dækket.
Regnskabet skal gennemgås og godkendes af den på generalforsamlingen valgte kritiske revisor.
15. SEKRETARIATET
Plastindustrien i Danmark varetager Plastindustriens Senior Klubs sekretariat, og forestår hermed Klubbens administration, udsendelse af mødeindkaldelser og bogføring.
Klubbens medlemmer modtager den samme information og kan deltage i de samme arrangementer som Plastindustrien i Danmarks ekstraordinære medlemmer, uden at have stemmeret på Plastindustrien i Danmarks generalforsamling.
16. OPLØSNING
Vedtagelsen af Klubbens ophævelse kan kun ske på en generalforsamling, hvor mindst ¾ af samtlige medlemmer er til stede eller repræsenteret, og vedtagelsen sker med mindst ¾ af de afgivne stemmer. Såfremt opløsning af Klubben vedtages med fornøden majoritet, uden at ¾ af medlemmerne har været til stede eller repræsenteret, indkaldes til ny generalforsamling, som da kan vedtage opløsningen med den foreskrevne majoritet, uanset antallet af tilstedeværende eller repræsenterede medlemmer.
Samtidig tages beslutningen om anvendelse af Klubbens eventuelle formue, opgjort efter behørig saldokvittering fra Plastindustrien i Danmark.
Ophævelsen gennemføres og administreres af et likvidationsudvalg på tre medlemmer, valgt af den generalforsamling, på hvilken det besluttedes at ophæve Klubben.
Vedtaget på den Stiftende Generalforsamling den 20. juni 1990. Dernæst ændret på Generalforsamlingerne den 5. maj 2004 og 12. maj 2005. Senest ændret på Generalforsamlingen den 4. maj 2017.