Stort tillykke til Seniorklubbens medlem Verner Vestergaard, som den 25. juli kan fejre sin 80 års fødselsdag.
Den 25. juli fylder Verner Vestergaard 80 år.
Verner er medlem af Seniorklubben og har en lang karriere i plastbranchen bag sig.
Efter handelsuddannelsen hos Schuchardt & Schütte i København efterfulgt af en praktisk maskinarbejder uddannelse hos Friedrich Deckel i München, etablerede han sig i 1968 i Odense, hvor han stiftede VV-PRODUKTIONSTEKNIK som importør og forhandler af maskiner og værktøj til maskinindustrien.
I 1970 blev firmaet udvidet med sektion for import og salg af normdele til form- og værktøjsfremstilling (NORMSPANN) og i 1978 suppleret med sektionen; agent, import og salg af maskiner, periferi- og automatiseringsudstyr til plastindustrien (VV-PLAST).
Efter 65 år med fokus på industrien blev de enkelte sektioner solgt successivt som et led i en kontrolleret nedtrapning. Det sidste salg skete i 2019, hvorefter Verner Vestergaard udførte lidt konsulentarbejde; men især koncentrerede sig om sin passion – sejlsport.
På dagen er han og hustruen Birgit bortrejst for at fejre den sammen med familien.
Stort tillykke til Verner fra Plastindustrien.