Omsætningen i plastbranchen stiger markant

Del:

Virksomhederne i den primære plastindustri omsatte i 2016 for 25 mia. kr. Det svarer til en stigning på 13,1 pct. i forhold til 2015. Væksten markerer et skift fra en ellers flad omsætningsudvikling i årene 2009-2015, hvor den årlige omsætning har svinget mellem 20 og 22 mia. kr.

Med fremgangen i omsætningen i 2016 har den primære plastindustri opnået en vækst på samlet ca. 26 pct. siden 2009. Det sker på trods af en faldende beskæftigelse i plastbranchen i samme periode. Den øgede omsætning er dermed skabt af færre personer. I samme periode har både den samlede danske fremstillingsindustri og den europæiske plastindustri (nyeste tal er fra 2015) øget omsætningen med ca. 27 pct.