Termoplast er en fællesbetegnelse for plasttyper, der kan formes ved opvarmning, og som ved nedkøling igen bliver faste. Termoplast udgør hovedparten af plastforbruget.
Navnet termoplast er en fællesbetegnelse for materialer, der bliver plastiske – smelter – når de tilføres varme og ved afkøling igen bliver faste. Denne proces kan gentages mange gange. Den egenskab udnyttes i forarbejdningen, hvor materialerne opvarmes, formes og afkøles. Tilsvarende kan affald og gamle produkter i termoplast smeltes og genanvendes.
Den anden hovedtplasttype kaldes hærdeplast.
Elastomerer er en tredje og noget mindre gruppe af plastmaterialer.
I termoplast ligger makromolekylerne mere eller mindre sammenfiltret mellem hinanden. De holdes sammen af denne filtring og af relativt svage bindingskræfter mellem atomer i ét molekyle og naboatomer i et andet molekyle.
Antal og styrke af disse bindinger, sammenholdt med de enkelte makromolekylers længde, er medbestemmende for materialets fysiske og kemiske egenskaber.
Ved træk og tryk og varme er bindingerne ikke stærkere, end at molekylekæderne kan glide mellem hinanden, dvs. at materialet smelter. Overgangen fra fast til flydende form sker oftest over et bredt temperaturområde, og ingen termoplast har et veldefineret omdannelses-, smelte- eller kogepunkt.
Termoplast udgør hovedparten af plastforbruget
Termoplasttyperne udgør ca. 85 pct. af hele plastforbruget. Inden for termoplast er der langt det største forbrug af polyethylen (PE), polyvinylchlorid (PVC), polypropylen (PP) og polystyren (PS), der betegnes som ”volumenplast”.
Andre typer termoplast kaldes ofte teknisk plast eller konstruktionsplast, fordi disse plasttyper typisk har særlige egenskaber, som gør dem velegnede til specielle formål. Eksempler på teknisk plast er POM- og PBT-plast.
Der er udviklet mange blandinger, der kaldes ”blends”, skræddersyet til bestemte områder, og desuden fås mange termoplasttyper, der er forstærket med fibre af fx glas.
