Stift polyurethan (PUR) anvendes til isolering inden for byggesektoren og til isolering af fjernvarmerør og af køleskabe.

Stift polyurethan er en af to hovedtyper inden for hærdeplast– og celleplast-materialet polyurethan (PUR). Den anden hovedgruppe er fleksibel polyurethan.

Stift polyurtehan udgør omkring 30 pct. af branchens produktion. Stift polyurethan-celleplast er et af de mest effektive isoleringsmaterialer, der findes. Det anvendes inden for fjernvarmesektoren til isolering af fjernvarmerør, i byggesektoren som sandwichpaneler og isolering af fx varmtvandsbeholdere og i køle/frysesektoren som isolering af køle- og fryseskabe.

Endvidere fremstilles polyurethaner i forskellige stivhed og massefylde bl.a. til vinduesprofiler og kabinetter.

Stift integralskum

Stift integralskum fremstilles ved at variere procesbetingelserne og råvarerne således, at et opskummet emne emnet dannes med en porefri, fortykket overflade.

Opskumningsgraden og dermed massefylden af skummet kan styres ved valg af råvarer og procesparametre.

Stive, massive typer

Massive PUR-produkter fremstilles af råvarer, som tilnærmelsesvis ligner råvaren til stift integralskum. Råvaren indeholder dog ikke opskumningsmiddel, og strukturen bliver således porefri og dermed helt massiv.

Materialet bruges fortrinsvis til støbning af mindre serier af tekniske artikler og som tekniske støbemasser. Karakteristiske egenskaber er stor slidstyrke, termisk stabilitet og kemikalieresistens.

Eksempler på anvendelse af stive, massive typer:

  • Tekniske artikler
  • Sportsudstyr
  • Tandhjul
  • Støbeforme
  • Belægninger
  • Lamineringsopgaver