En polymer er et makromolekyle, der sammensat af mange ens byggestene. Plast tilhører familien af polymere materialer.
Plast tilhører familien af polymere materialer. De enkelte plasttyper kaldes derfor også ofte for polymerer.
Betegnelsen stammer fra det græske “polymeros”, der kan oversættes til poly = mange og meros = dele. En polymer er derfor et meget stort molekyle – et såkaldt makromolekyle – sammensat af mange ens byggestene. Disse byggesten kaldes monomerer.
Polyethylen er opbygget af kulstofatomer (sorte på figuren) og brintatomer (hvide på figuren). Disse to grundstoffer indgår som hovedbestanddel i alle plasttyper. Der kan også indgå ilt (O), kvælstof (N) og chlor (Cl), og i sjældnere tilfælde andre grundstoffer. Materialer opbygget ud fra kulstof og brint betegnes ofte som organiske materialer, da disse grundstoffer indgår som hovedbestanddel i alle levende organismer.
Plastmaterialerne har derfor mange egenskaber fælles med de naturskabte organiske materialer såsom træ, horn og harpiks.
Polymerer kan opdeles i tre hovedgrupper:
- Naturmaterialer:
Cellulose fra halm og træ, horn, harpiks, kautsjuk (naturgummi) og proteiner (de vigtigste byggesten i den menneskelige organisme).
- Bearbejdede naturmaterialer:
Gummi (vulkaniseret kautsjuk), Celluloid og syntetisk horn (caseinplast).
- Syntetiske materialer:
Gruppen omfatter menneskeskabte makromolekyler og dermed alle de plastmaterialer, der primært fremstilles af olie og naturgas. Der findes i dag tusindvis af helsyntetiske plasttyper.
Polymerer dannes i en proces, der kaldes polymerisation.
