Lærlinge tester affaldsløsning til Roskilde Festival
I bragende solskin og blandt tusindvis af glade festivalgæster inviterede Plastindustrien medlemmer med på Roskilde Festival for at se et nyt affaldsinitiativ udviklet af værktøjsmagerlærlinge. Løsningen gør det lettere at sortere affald på festivalen – og giver samtidig synlighed til nogle af de faglærte kompetencer, branchen har brug for.

En flok innovative værktøjsmagerlærlinge tester i disse dage en ny type poseholder, der skal gøre det nemmere for festivalgæster at sortere affald i campområdet på Roskilde Festival. Prototyperne er udviklet gennem et innovationsforløb på Skive College med bidrag fra virksomhederne Idé-Pro og Kapacitet. Lige nu bliver løsningerne afprøvet direkte på festivalen – i tæt samspil med Roskilde Festivals iværksætterprojekt Det Cirkulære Laboratorium.
Stof til eftertanke
Onsdag fik Plastindustriens medlemmer mulighed for at se affaldsløsningen i praksis. Dagens program bød på en guidet rundvisning på festivalpladsen, oplæg fra festivalen og en snak med lærlingene, som fremviste deres prototyper.
– Det er inspirerende at være med i dag, jeg er positivt overrasket over de faglige indlæg – og workshoppen gav stof til eftertanke. Initiativet med poseholderen er spændende og rummer klart potentiale – der er selvfølgelig nogle detaljer, der skal justeres, men det er en del af processen, sagde direktør i WibaTech Jesper Skaarup, der sidst var på Roskilde Festival helt tilbage i 1971.

Faglig stolthed og nysgerrige gæster
Poseholderen er en tokomponentsløsning, der sorterer i fire fraktioner. Den er intuitiv, tydeligt designet til sprøjtestøbning og prototypen er produceret med 3D-print – og har vakt nysgerrighed blandt både festivalgæster og forbipasserende. Flere unge har spurgt ind til uddannelsen, og lærlingene fortalte, at det har været både sjovt og meningsfuldt at arbejde med et projekt, der både er praktisk, kreativt og tværfagligt.
Lærlingene kommer fra blandt andet Ulstrup Plast, Kifa Værktøjsfabrik, Nordic Sugar og Grundfos. Flere af virksomhederne har fulgt projektet tæt – og glæder sig over at se, hvordan nuværende og kommende lærlinge engagerer sig i udviklingsarbejdet.

– Vi er glade for at være en del af ideudviklingen – og for at se vores kommende lærling folde sig ud i praksis. Det er vigtigt, at lærlinge trives og udvikler sig, og det her projekt viser tydeligt, hvordan de kan bidrage – både fagligt og med at fremme kendskabet til branchen, sagde Morten Lyneborg Mortensen, Senior Instructor i Grundfos.
Et rekrutteringsværktøj med perspektiv
Bag projektet står Plastindustrien i samarbejde med Industriens Uddannelser, Metalindustriens Uddannelsesudvalg og Roskilde Festival.
– Projektet er både et rekrutteringsværktøj og en faglig stolthedserklæring. Det viser, hvordan unge faglærte kan skabe løsninger, der virker – og formidler samtidig håndværksfagenes værdi direkte til tusindvis af unge festivalgæster, sagde Rasmus Grusgaard, seniorkonsulent i Plastindustrien.
Efter frokost i Backstage Village blev der kigget fremad i en workshop, hvor deltagerne drøftede, hvordan erfaringerne fra årets projekt kan bruges fremadrettet – herunder om og hvordan plastbranchen og Metalindustriens Uddannelsesudvalg kan spille en større rolle i fremtidige festivalaktiviteter.
Efter dagens program var der fri adgang til festivalpladsen og mulighed for at opleve stemningen på egen hånd.
Hvad så nu?
Gennem hele festivalen gennemføres der test og opsamling i udvalgte festivallejre. Herefter evaluerer Roskilde Festival projektet og tager stilling til videreudvikling og mulig implementering i fremtidige festivaler.
Vil du støtte op om initiativer, der synliggør faglærte uddannelser? Se, hvordan du kan engagere dig i Plastindustriens arbejde med Skills og lærlinge her.
Læs mere om værktøjsmageruddannelsen her.
Se billeder fra dagen her:
Seneste nyheder
Aktuelt hos Plastindustrien

30. oktober 2026
Se programmet for Plastic Engineering Day 2026
Hvordan kan vi genanvende nogle af de mest udfordrende plastmaterialer? Og hvordan bliver avanceret forskning til løsninger, der fungerer i industrien? Den 10. november samler Plastindustrien studerende, forskere og virksomheder på DTU i Lyngby til Plastic Engineering Day 2026. Se, hvad årets program byder på.
Læs mere

30. oktober 2026
Her er de nominerede til Project Plastic Award 2026
Ti projekter er nomineret til Project Plastic Award 2026, der hylder innovative studenter- og startupprojekter inden for plast. Vinderne kåres i forbindelse med Plastic Engineering Day på DTU i Lyngby
Læs mere

29. september 2026
Godt med loft over kommunernes affaldsregning til virksomheder – men kvalitet skal også tænkes ind
Plastindustrien hilser det velkommen, at regeringen vil indføre et fast loft over, hvor meget kommunerne kan opkræve virksomhederne for håndteringen af emballageaffald. Brancheorganisationen har længe efterlyst en model, der sikrer et mere gennemsigtigt og effektivt producentansvar.
Læs mere











