Fra affald til nye produkter: Sådan bliver dit plastaffald genanvendt
Hvad sker der med dit plastaffald, når du har sorteret det i din plastbeholder? Det kan du læse om her.

skraldespande
Affaldssortering er første skridt til, at materialerne kan få nyt liv i nye produkter.
1. Sortering i hjemmet
Et af de vigtigste led i genanvendelsen af dit plastaffald er dét, du selv gør. Det er nemlig helt afgørende, at vi alle sorterer vores affald, så vi får rene fraktioner, der kan genanvendes i nye produkter.
Når du har sorteret dit affald derhjemme, bliver det afhentet af skraldebilen og sendt videre i et system, der sørger for, at så meget som muligt bliver sorteret og genanvendt.
2. Indsamling og transport
Skraldebilen er delt i flere rum, så de forskellige affaldstyper (f.eks. plast, papir, metal, glas og restaffald) ikke bliver blandet sammen undervejs. På den måde bevares kvaliteten af materialerne, så de lettere kan genanvendes. Det sikrer, at genanvendelsesprocessen kan være effektiv fra starten.
Skraldebilen kører herefter det husstandssorterede affald til et sorteringsanlæg.
3. Sortering på anlæg
Når plasten ankommer til sorteringsanlægget, bliver den gennemgået. Ofte med avancerede teknologier og scannere og nogle gange også manuelt, så eventuelle fejlsorteringer fjernes.
På et plastsorteringsanlæg bliver plasten sorteret i forskellige typer plast (f.eks. PET, HDPE, LDPE og PP), da de har forskellige egenskaber og kan genanvendes til forskellige ting.
Danmarks største plastsorteringsanlæg hedder ReSource Denmark og ligger i Esbjerg. Anlægget åbnede i juni 2024 og kan håndtere op til 160.000 ton plast om året.

DSC04680
På Danmarks største plastsorteringsanlæg, ReSource Denmark i Esbjerg, bliver plastaffaldet sorteret i plasttyperne HDPE, PP, LDPE, PET og PVC.
4. Vask og neddeling
Når plasten er typesorteret, bliver den sendt til genanvendelse. Det sker blandt andet hos genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager. Her bliver den renset grundigt for snavs, madrester og kemikalier, så kvaliteten er høj nok til ny produktion. Herefter kværnes den til små stykker (flakes), som vaskes og tørres. Du kan se en video om processen hér.
Nu er den klar til at blive smeltet om og formet til nye råvarer, som kan bruges i nye produkter.

AVL_kværnet materiale_2016_23
Hos genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager bliver plastaffaldet vasket og kværnet til små stykker plast, der kan smeltes om til nye råvarer.
5. Ekstrudering til ny råvare
De vaskede plastflager bliver nu smeltet om (ekstruderet) til nye plastkugler – kaldet pellets – som evt. tilsættes farve eller andre hjælpestoffer.
Resultatet er rene, farvede eller neutrale plastpellets, som kan matche kvaliteten af ny (”virgin”) plast, og bruges til produktion af nye produkter, f.eks. emballager, møbler eller byggematerialer.
Der bliver taget mange test af den genanvendte plast, for at sikre, at den ikke indeholder forkert kemi i forhold til de produkter, den skal anvendes i. Det skal være lige så sikkert at bruge genanvendt plast i nye produkter som nyt, virgint plast.

Granulat_
De vaskede plastflager smeltes om til nye plastkugler – kaldet pellets – der kan bruges i nye produkter.
6. Ny råvare – klar til produktion
De færdige plastpellets sælges som råmateriale til plastvirksomheder i Danmark og udlandet.
Alt afhængig af hvad plasten har været anvendt til før og hele den proces, plasten har være igennem, kan den anvendes som nyt materiale i nye produkter.
Ved at bruge genanvendt plast kan man spare op til 2,4 kg CO₂ pr. kg og dermed reducere behovet for ny ”virgin” plast.
Seneste nyheder
Aktuelt hos Plastindustrien

29. september 2026
Godt med loft over kommunernes affaldsregning til virksomheder – men kvalitet skal også tænkes ind
Plastindustrien hilser det velkommen, at regeringen vil indføre et fast loft over, hvor meget kommunerne kan opkræve virksomhederne for håndteringen af emballageaffald. Brancheorganisationen har længe efterlyst en model, der sikrer et mere gennemsigtigt og effektivt producentansvar.
Læs mere

24. september 2026
Se billeder og højdepunkter fra Netværksdagen 2026
Plastindustriens nye strategiske fora var i fokus på Netværksdagen 2026. Medlemmer fra hele plastbranchen bidrog med konkrete input til, hvad foraene skal arbejde med, og hvordan de skal fungere. Som altid var der god tid til netværk på tværs af branchen.
Læs mere

11. august 2026
Nye EU-regler for emballage
Fra den 12. august 2026 gælder nye regler om emballage. Her får du et kort overblik over de vigtigste ændringer, og hvad de betyder for din virksomhed.
Læs mere