Én spand vil være et skridt tilbage for genanvendelsen
Vi skal fortsætte med at sortere vores plastaffald, så det kan genanvendes de rigtige steder. Forslag om at gå tilbage til én affaldsspand vil sætte begrænsninger for genanvendelsen, lyder det fra de virksomheder, der skal bruge plasten igen.

Når danskerne sorterer deres plastaffald, er de med til at styrke genanvendelsen, så plasten kan bruges i nye kvalitetsprodukter. Hvis plastaffaldet derimod blandes sammen med restaffaldet, forringer det kvaliteten og begrænser mulighederne for genanvendelse.
Derfor vækker det bekymring i Plastindustrien, når en ny forening foreslår at gå tilbage til én skraldespand. Det forklarer miljøpolitisk chef i Plastindustrien, Christina Busk.
– Vi forstår godt, at affaldssortering kan virke bøvlet i hverdagen. Men hvis løsningen er at blande alting sammen og håbe på det bedste, så er vi på vej den helt gale vej. Den tankegang hører fortiden til. Hvis vi blander alt sammen i én spand, forringer vi kvaliteten af den genanvendte plast og dermed også mulighederne for at bruge den igen, siger hun.
Danske virksomheder skal genanvende plasten
Plastindustrien repræsenterer en lang række virksomheder, der både designer emballager til genanvendelse og bruger genanvendt plast i deres produktion. Der er stor efterspørgsel på genanvendt plast i høj kvalitet – men den efterspørgsel kan kun imødekommes, hvis affaldet er sorteret rigtigt fra begyndelsen.
Erfaringer fra andre lande viser, at plastaffald, der først senere i processen bliver sorteret fra af maskiner, er svært at sælge videre til virksomhederne, på grund af en lavere kvalitet.
Plastindustrien tager derfor kraftigt afstand fra budskabet i en ny kampagne fra foreningen 1spand.nu, som argumenterer for at droppe kildesorteringen og gå tilbage til én samlet affaldsspand.
– Det giver ikke mening, at virksomhederne bruger ressourcer på at designe emballager og produkter, der kan genanvendes, hvis affaldet alligevel bliver blandet sammen og forurenet, siger Christina Busk.
Må ikke blandes med restaffald
Hun understreger, at kvaliteten i genanvendt plast er afgørende, især fordi nye EU-regler stiller større krav til brugen af genanvendte materialer, særligt i fødevareemballager. Som reglerne er i dag, må plast, der har været blandet med restaffald, slet ikke bruges til nye fødevareemballager.
– Vi deler ønsket om at gøre affaldshåndteringen mere ensartet og effektiv. Men én spand løser intet – den skaber bare nye problemer og sender os baglæns. Hvis vi virkelig vil tage klima og ressourceforbrug alvorligt, skal vi stå fast på sorteringen, lave produkter, der kan genanvendes og investere i løsninger, der virker – ikke i smarte kampagner, der lyder godt på sociale medier, men som skader genanvendelsen i praksis, siger Christina Busk.
Læs mere her om genanvendelse af Plastaffald.
Seneste nyheder
Aktuelt hos Plastindustrien

29. september 2026
Godt med loft over kommunernes affaldsregning til virksomheder – men kvalitet skal også tænkes ind
Plastindustrien hilser det velkommen, at regeringen vil indføre et fast loft over, hvor meget kommunerne kan opkræve virksomhederne for håndteringen af emballageaffald. Brancheorganisationen har længe efterlyst en model, der sikrer et mere gennemsigtigt og effektivt producentansvar.
Læs mere

24. september 2026
Se billeder og højdepunkter fra Netværksdagen 2026
Plastindustriens nye strategiske fora var i fokus på Netværksdagen 2026. Medlemmer fra hele plastbranchen bidrog med konkrete input til, hvad foraene skal arbejde med, og hvordan de skal fungere. Som altid var der god tid til netværk på tværs af branchen.
Læs mere

21. august 2026
Programmet for Netværksdagen 2026 er klar
Den 23. september samler vi Plastindustriens medlemmer på Hindsgavl til en Netværksdag, der bliver startskuddet til en ny måde at samle medlemmerne på. Se programmet og tilmeld dig nu.
Læs mere