Netværksmøde om samarbejde mellem plastmageren og værktøjsmageren

Plastindustriens HR- og uddannelsesnetværk sætter fokus på at styrke samarbejdet mellem plastmager- og værktøjsmageruddannelsen på kommende netværksmøde. Det foregår med et besøg på værktøjsmageruddannelsen på Skive College den 1. marts kl. 10-15.
Mange plastvirksomheder gør brug af både plastmagere og værktøjsmagere, og de to fagligheder har ofte en tæt kontakt i hverdagen.
Plastindustriens HR- og uddannelsesnetværk besøger derfor værktøjsmageruddannelsen på Skive College på det kommende netværksmøde, som vil omhandle, hvordan vi sikrer styrket samarbejde og erfaringsudveksling mellem plastmager- og værktøjsmageruddannelserne.
Både medlemmer af HR- og uddannelsesnetværket samt gæster er velkomne til at deltage.
Styrket samarbejde og erfaringsudveksling
Formålet er at give lærlingene en bedre forståelse for den helhed, de indgår i – og dermed at styrke evnen til at samarbejde.
Begge uddannelser er forholdsvis små og ukendte sammenlignet med andre erhvervsuddannelser som tømreren eller elektrikeren. Samtidig har begge uddannelser store udfordringer med rekruttering. Derfor kan vi drage nytte af hinandens erfaringer til fordel for plastbranchen.
På netværksmødet vil uddannelserne få anledning til at lære hinanden at kende og drøfte fælles temaer og aktiviteter samt tale om, hvordan virksomheder og skoler kan bidrage til uddannelserne. Tjek værktøjsmageruddannelsen ud her
Mødets indhold
- Velkomst & rundvisning på Skive College v/uddannelsesleder Kenneth N. Olesen
- Drøftelse i grupper: fælles temaer/aktiviteter og hvordan kan virksomheder og skoler bidrage til skolernes undervisning
- Frokost
- Bordet rundt blandt netværkets medlemmer
- Kort nyt fra Plastindustrien (Skills), Udviklingsudvalget for Plast og Montage og plastskolerne AMU SYD og Den Jyske Haandværkerskole
- Opfølgning på projektet Grønne Kompetencer – nedsættelse af arbejdsgruppe
- Præsentation fra Compan Young: plastpraktik-projekt og snarlig undersøgelse
Plastmageren bliver demofag på Skills 2023
For anden gang deltager plastmageren og værktøjsmageren på en fællesstand på DM i Skills d. 2-4. februar 2023. Som noget nyt deltager plastmageruddannelsen som demofag – det betyder blandt andet, at uddannelsen bliver meget mere synlig for de unge end hidtil. Plastmageruddannelsen og Værktøjsmageruddannelsen deltager på Skills med en fælles stand, og din virksomhed er inviteret på besøg.