SP Group har netop offentliggjort delårsrapport for første halvår af 2013. Virksomhedens administrerende direktør, Frank Gad, glæder sig over, SP Group har været i stand til øge indtjeningen på trods af en lav vækst i verdensøkonomien.
Onsdag morgen præsenterede SP Group virksomhedens delrapport for første halvår af 2013, og der er positive takter at spore. I årets første halvår realiserede SP Group et resultat før skat og minoriteter på 21,2 millioner kroner mod 17,9 millioner kroner i samme periode sidste år.
DOWNLOAD: SP Group A/S – delårsrapport 1. halvår 2013
Den øgede indtjening er sket på trods af en lettere faldende omsætning. I det første halvår 2013 faldt omsætningen med 11,4 millioner kroner til 536,9 millioner kroner svarende til 2,1% i forhold til samme periode sidste år. Den lavere omsætning er en konsekvens af et lavere aktivitetsniveau i Danmark, hvorimod at SP Group er i stand til at holde dampen oppe i udlandet.
Læs mere under annoncen… ###REKLAME###
Direktøren er tilfreds med øget indtjening
SP Group’s administrerende direktør Frank Gad er godt tilfreds med delårsresultatet:
– Vi glæder os over, at vor indtjening fortsat øges, selvom væksten i verdensøkonomien er lav. Vore kunder i medico-, cleantech- og fødevarerelaterede industrier, der udgør over 80 % af vor samlede afsætning, klarer sig heldigvis fortsat godt.
SP Group oplyser i delårsrapporten, at virksomheden fastholder forventningerne til det samlede økonomiske resultat for år 2013. Dermed styrer virksomheden fortsat efter at realisere et lidt større resultat før skat og minoriteter i 2013 end i 2012 (DKK 41,6 mio.), men SP Group bemærker, at markedsudsigterne generelt er uklare.