Vellykket PUR Kemidag hos Plixxent

Plastindustriens PUR-sektion og systemhuset PLIXXENT kunne for nylig byde velkommen til en velbesøgt og inspirerende “PUR Kemidag,” hvor deltagerne fik en grundig indføring i polyuretanernes verden. Dagen bød på både teori, hands-on aktiviteter og praktiske demonstrationer, der gav de 15 deltagere en dybdegående forståelse af PUR-materialer og deres anvendelser.

Del:

Programmet bestod af fire hovedtemaer:

  1. PUR Basics – Deltagerne startede med en grundlæggende introduktion til PUR-råmaterialer, hvor de selv fik lov til at eksperimentere med blanding af polyoler og isocyanater i laboratoriet.
  2. Materialelære: “The 4 Corners of PUR” – Her blev materialernes forskellige egenskaber demonstreret, blandt andet elastomerer, skum, og kompakte materialer, med mange fysiske prøver som inspiration.
  3. PUR Bearbejdning – En introduktion til maskiner og processer, der bruges til at forme PUR-materialer, blev givet gennem video og live demonstrationer.
  4. PUR Testning – Teoretisk og praktisk viden om testmetoder blev fremvist, så deltagerne fik indblik i, hvordan og hvorfor man tester PUR’s ydeevne og holdbarhed.

Positive tilbagemeldinger 

Efter en dag fyldt med praktiske eksempler og teoretisk viden var tilbagemeldingerne fra deltagerne meget positive. Deltagerne fremhævede blandt andet, hvor gavnligt det var at få hands-on erfaring og se maskinerne i aktion. Flere deltagere nævnte, at de havde fået en langt bedre forståelse af PUR-kemi, og især de praktiske demonstrationer og den tydelige formidling var der tilfredshed med.

En deltager sagde: “Som ny i branchen var det fantastisk at få denne dybdegående indsigt.” Andre udtrykte stor tilfredshed med muligheden for selv at eksperimentere og se de forskellige testmetoder i praksis.

Plastindustrien vil nu undersøge om “PUR Kemidag” skal være en tilbagevendende begivenhed, der kan støtte branchefolk i at forstå og anvende PUR-materialer på nye og innovative måder.

Flere billeder fra dagen: