Se billederne fra Plastdagen 2024

Plastdagen 2024 samlede endnu en gang hele den danske plastbranche til en dag med faglige oplæg, debat og netværksaktiviteter. Se de bedste billeder fra dagen hér.

Del:

Temaet for Plastdagen 2024 var Et cirkulært samfund og tog udgangspunkt i temaerne fra Plastindustriens nye strategi for 2024-2027, der blev præsenteret på generalforsamlingen samme dag.

Velkommen til Plastdagen 2024.

Over 200 havde tilmeldt sig Plastdagen 2024 og salen i Industriens Hus var derfor godt fyldt op, da programmet gik i gang.

Først gav Camilla Hedegaard Møller, lektor, Institute of Architecture and Design, Royal Danish Academy, en introduktion til, hvordan arkitektuddannelsen arbejder med plastmaterialer – og tidligere arkitektstuderende, iværksætter Kathrine Hagemann Snabe fortalte om opstarten på sin virksomhed EVEWAVE.

Camilla Hedegaard Møller.
Kathrine Hagemann Snabe.

Majken Kalhave, direktør i Creative Denmark,  fortalte om eksportpotentiale for dansk design, og Morten Frandsen, salgsdirektør i Idé-Pro, viste eksempler på produkter, som kunderne har efterspurgt i plast fremfor andre materialer.

I pauserne kunne deltagerne selv samle et par solbriller og få taget et billede til opslagstavlen. Samme aktivitet havde Plastindustrien brugt tidligere på foråret, da plastmager- og værktøjsmageruddannelserne havde en fælles stand på uddannelsesmessen Skills i Roskilde.

Majken Kalhave.
Morten Frandsen, salgsdirektør, Idé-Pro.
I pauserne kunne deltagerne på Plastdagen 2024 samle deres egne solbriller og netværke med kolleger fra branchen.

DI’s adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen, fortalte, at manglen på arbejdskraft er en udfordring, som industrien kommer til at skulle forholde sig til de næste mange år. På Plastdagen 2024 gav han nogle af sine bud på, hvad danske virksomheder kan gøre for at imødegå udfordringen.

Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør, DI.

Per Andersen, CEO i Nestaan og formand for PUR-sektionen gav sammen med Ulrik Gert Nielsen, adm. direktør i Saxe et bud på, hvordan virksomheder selv kan tage ansvar for uddannelse af fremtidens medarbejdere. De to oplægsholdere præsenterede en vision for, at virksomheder kan gå sammen om at uddanne og efteruddanne medarbejdere med PUR-kompetencer i egne lokaler.

Per Andersen og Ulrik Gert Nielsen i samtale om fremtidens PUR-uddannelse.

Henrik Fabrin, AI Lead hos DI Digital, fortalte hvordan danske virksomheder kan bruge de nye teknologier med kunstig intelligens i praksis, og Tobias Nielsen, ph.d. fra Det Europæiske Miljøagentur gav en gennemgang af arbejdet med FNs kommende plasttraktat.

Henrik Fabrin, AI Lead, DI Digital.
Tobias Nielsen fra Det Europæiske Miljøagentur fortalte om arbejdet med den kommende plasttraktat.

Efter de faglige oplæg havde Plastindustrien inviteret fire kandidater til det kommende Europa-Parlamentsvalg på scenen til en debat om EUs lovgivning på plastområdet: Laurs Nørlund fra Moderaterne, Marianne Lynghøj fra Venstre, Niels Fuglsang fra Socialdemokraterne og Rasmus Nordqvist fra SF.

 
Debat om EUs lovgivning på plastområdet.

Moderator Gertrud Thisted Højlund styrede debatten, der blandt andet kom ind på forbuddet mod plastsugerør og lovgivningen om genanvendelige emballager.

Programmet sluttede traditionen tro med uddelingen af Plastprisen 2024 – som i år gik til projektet RePURpose, der har udviklet en metode til genanvendelse af polyuretan.

Plastprisen 2024 gik til RePURpose.

Flere billeder herunder.

Thomas Olkjær blev udnævnt til æresmedlem af Plastindustrien.