Plastindustrien advarer mod at gentage fejlen fra sugerørslovgivningen

Europa-Parlamentet og Ministerrådet indgik mandag en foreløbig aftale om en ny europæisk emballageforordning. Ifølge aftalen skal al emballage fremover være genanvendelig, ligesom aftalen sætter restriktioner for brug af engangsemballage på caféer, restauranter og hoteller. Plastindustrien hilser aftalen velkommen, men advarer mod ensidig fokus på bestemte materialer.

Del:

Fremover vil visse engangsplastemballager blive forbudt i EU. Det fremgår af en ny foreløbig aftale indgået mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

Det drejer sig bl.a. om emballager til uforarbejdet frisk frugt og grøntsager, emballager til fødevarer og drikkevarer fyldt og indtaget på caféer og restauranter, emballager til individuelle portioner (f.eks. krydderi, fløde og sukker) og små beholdere til toiletartikler på hoteller.

Med aftalen bliver der fastsat mål for reduktion af emballage i EU. 5% inden 2030, 10% inden 2035 og 15% inden 2040. Aftalen kræver desuden, at alle EU-lande reducerer mængden af affald fra plastemballage.

Aftalen om en europæisk emballageforordning skal formelt set stemmes endeligt igennem i parlamentet og rådet, før den træder igennem. Det ventes at ske inden sommer.

Med de nye regler skal forhandlere af take-away mad og drikkevarer tilbyde kunderne muligheden for at benytte deres egen beholder.

Læs hele pressemeddelelsen fra Europa-Parlamentet hér.

Undgå at skubbe problemet over på nye materialer

Hos Plastindustrien tager man godt imod den nye aftale, som nu skal nærlæses.

Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien
– Det er vigtigt, at den nye lovgivning bliver en ressourcedagsorden og ikke en substitutionsdagsorden, siger Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.

Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien siger:

– Vi er glade for, at der nu kommer en ensartet lovgivning i hele Europa på det her område. Det er positivt, at der kommer mere fokus på, at det kan betale sig at genbruge nogle emballager, bruge mere genanvendt plast og designe emballagerne til genanvendelse. Det er også noget, som vi har arbejdet for med vores designguide for emballager.

Christina Busk advarer dog samtidig imod, at man blot bruger den nye lovgivning til at udskifte bestemte materialer med andre engangsmaterialer. Så risikerer man blot at flytte problemet over til et nyt materiale, siger Christina Busk.

– Loven om sugerør er et godt eksempel, som jeg tror de fleste kender. Her gik man væk fra sugerør i plast, men alternativet var ikke bedre. Den fejl må vi ikke gentage. Vi skal vælge den emballage og det materiale, der er bedst til det enkelte produkt. Nogle gange er det plast, andre gange er det andre materialer. Og i nogle tilfælde bør man overveje, om man helt kan undvære en emballage. Vi skal ikke gå fra et engangsmateriale til et andet engangsmateriale – det hjælper ikke noget på den globale ressourcedagsorden.

Plastindustriens designguide for emballage

Plastindustrien lancerede sidste år en ny designguide, der skal sikre, at endnu mere plastemballage fra begyndelsen er designet, så det er nemt at genbruge eller genanvende. Designguiden er lavet i regi af Netværk for cirkulær plastemballage og giver gode råd til både dem, der skal designe og anvende emballager, og dem der producerer dem.

Læs Designguide for genbrug og genanvendelse af plastemballage til de private forbrugere hér.