Sprøjtestøbesektionen og Sektionen for Ekstrudering og termoformning afholdt deres traditionsrige årsmøde forud for Plastindustriens Netværksdag på Hindsgavl Slot den 23. november. Deltagerne blev inspireret til at komme i gang med CO2-kortlægning samt fik gode råd om kommunikation af klimaindsatsen. Find præsentationerne her.
Torsdag den 23. november afholdt Sprøjtestøbesektionen og Sektionen for Ekstrudering og Termoformning et velbesøgt årsmøde om DI’s program Klimaklar Produktionsvirksomhed. Efter Kenny Bjerg, formand for Sprøjtestøbesektionen, havde budt velkommen, gav DI’s konsulenter fra Klimaklar en indflyvning til programmet.
Frederik Bo Rosenquist, Klimarådgiver, gav en kort introduktion til Klimaklar, herunder hvordan man finder data, gennemfører klimaberegninger, identificerer reduktionstiltag og etablerer klimamålsætninger. Der var flere spørgsmål til særligt Klimakompasset og de sparsomme CO2-data på plast, som denne beregner har med.
Herefter gav Stina Dueholt, kommunikationskonsulent på Klimaklar-programmet, en indflyvning til god kommunikation samt hvordan man undgår at falde i greenwashing-fælden, når man som virksomhed skal kommunikere om sine reduktionstiltag.
DOWNLOAD: Præsentation om Klimaklar v/ Frederik Bo Rosenquist og Stina Dueholt, DI
Klimaklar-cases fra plastvirksomheder
Slutteligt gav Ksenija Garbacenka fra Plus Pack samt Ib Jensen og Per Grunddal Jørgensen fra Bogense Plast nogle praktiske erfaringer videre fra deres arbejde med Klimaklar Produktionsvirksomhed. Det overordnede råd fra begge virksomheder er at komme i gang – også selvom nogle data og emissionsfaktorer kan være svære at skaffe.
Kravene til klimadata fra kunder og myndigheder bliver kun større med fremtiden, og det er vigtigt at få taget hul på dette arbejde. Dernæst understregede begge virksomheder vigtigheden af transparens og ærlighed, når der skal kommunikeres om arbejdet med at reducere CO2-udledningen. Som både Plus Pack og Bogense Plast pointerede, ligger langt den største udfordring i reduktionen i virksomhedens scope 3 emissioner – der for begge virksomheders vedkommende udgør mere end 95 % af den totale CO2-udledning.
DOWNLOAD: Præsentation fra Plus Pack v/ Ksenja Garbacenka, Plus Pack
DOWNLOAD: Præsentation fra Bogense Plast v/ Per Grunddal Jørgensen