Plastindustrien lancerer en ny version af den tidligere studenterkonkurrence Project Plastic. Formålet er at give arkitekter indblik i plastmaterialets mange fordele i byggeriet og inspirere til, at man kigger ud over de traditionelle materialevalg som arkitekt.
Med en ambition om at bygge bro mellem plastbranchen og arkitekt- og designfaget, samarbejder Plastindustrien med Det Kongelige Akademi om at få plast på skemaet og deltage i konkurrencen Plastic Design Student Award.
Der er indledende drøftelser med hhv. Designskolen i Kolding og Arkitektskolen i Aarhus i gang.
Initiativet giver de studerende mulighed for at lære plastbranchen at kende gennem et integreret forløb, der finder sted i løbet af et kursus på akademiet. De studerende skal lave et projekt med udgangspunkt i en ”Design Challenge” formuleret med afsæt i Plastindustriens publikation fra 2022, Planetary Plastic Pavilion – 10 Innovation Challenges.
Plastindustrien deltager aktivt med oplæg, vejledning og sparring undervejs i kurset og projektperioden.
Vil lære arkitekterne at kende
Med et perspektiv fra industrien får de studerende en praktisk indsigt og støtte til deres projektarbejde.
– Det er meget meningsfuldt for os som industri at lære fremtidens arkitekter og designere bedre at kende. Der er jo masser af plast i design og arkitektur. Vi vil gerne bidrage med viden om materialet og industrien – og det er spændende at blive klogere på deres tilgang til plast og se deres kreative idéer og løsninger, siger seniorkonsulent i Plastindustrien, Jo Dietrich.
Ud over muligheden for at få deres akademiske projekter bedømt af en kompetent jury, får de chancen for at vinde en pengepræmie på 20.000 kroner.
De endelige projekter kan indsendes til Plastic Design Student Award 2024 inden 1. maj.
Samarbejdet fortsætter
Samarbejdet blev etableret i 2022, da Plastindustriens øgede sit fokus på plast i byggeriet og gik i gang med Plastic Pavilion projektet. Det var et vellykket initiativ, og derfor er det besluttet at fortsætte i samme spor.
Vinderen af Student Award 2023, Nicolas Davine, blev fejret til en ceremoni med de øvrige deltagere i Plastic Pavilion på Gammel Strand i sommers. Læs om sidste års vinder-projekt her.
I år vil fejring og prisoverrækkelsesceremoni finde sted i Industriens Hus.