Plast er allerede en del af fremtiden

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien.

Artiklen er bragt i Magasinet Plast – nr. 27 – 29. september 2023.

Del:

For os, der arbejder i branchen, kommer det ikke som noget nyt. Plast er allerede en del af fremtiden.

Det er en diskussion, vi har ført i årevis, og som vi er klædt godt på til med gode og sobre budskaber.

Men vi står over for en udfordring – at kommunikere vores budskab til en række forskellige målgrupper, der stadig er skeptiske.  Det drejer sig blandt andet om den finansielle sektor, hvor man ikke alle steder er fuldt overbevist om, at plasten skal spille en central rolle i fremtidens bæredygtige samfund.

Det kunne man læse i Børsen for nyligt, hvor en række investeringsrådgivere advarede om risikoen ved at investere i plastvirksomheder, fordi FN’s kommende plasttraktat, måtte man forstå, ville sætte en lang række begrænsninger for industrien. Men det er en misforstået tilgang at betragte plastproduktionen som noget risikofyldt og perspektivløst. Tværtimod burde rådgivere og konsulenthuse opfordre flere til deltage i området.

For selvom vi i Plastindustrien fuldstændig deler ambitionen om, at vi skal nedbringe mængden af unødvendigt plastaffald og passe godt på vores fælles ressourcer, så er kendsgerningerne, at plast er en uundværlig del af løsningen i den grønne omstilling. Desuden kan man ikke bare sætte lighedstegn mellem produktion af plast og så mængden af affald. Som industri arbejder vi benhårdt på, at vi kun skal bruge plasten, hvor den giver mening og at vi designer produkterne med tanke på genbrug og høj kvalitet i genanvendelsen. Netop for at passe på ressourcerne og undgå affald.

Som branche har vi de senere år indsamlet mange overbevisende og relevante cases til at underbygge disse påstande. Det er blandt andet erfaringer fra vores Realistisk om Plast-kampagne, vores arbejde med Plastic Pavillion denne sommer, og ikke mindst vores løbende arbejde med designguiden for emballage.

Det er ikke bare tomme ord.

Lad os tage designguiden, for eksempel. Den viser, at vi går forrest og forstår vigtigheden af at bevare plastmaterialerne i et cirkulært kredsløb for at reducere spild og minimere vores afhængighed af ny plast.

Alt for meget plast ender fortsat i naturen, hvor det mister sin værdi og kan forvolde skade. Derfor skal vi tage affaldshåndtering alvorligt og genbruge og genanvende plasten.

Hvis designguiden skal have nogen effekt, er det vigtigt, at den kommer ud og lever og bliver brugt i vores branche. Sådan kan vi gøre en reel forskel, og samtidig vise omverdenen, at vi er en branche, der tager den grønne omstilling seriøst.

På samme måde skal vi sørge for at gøre os gældende i byggeriet og andre dele af samfundet, hvor plasten som materiale er afgørende for en grønnere fremtid. Vi kender godt de gode eksempler. Vi ved, at plast er nødvendig for fremtidens grønne energikilder, som vindmøllevinger og lette transportmidler, og plastbaseret isolering spiller en vigtig rolle i fremtidens byggeri blandt andet på grund af de pladsbesparende egenskaber.

Det er alt sammen eksempler, som vi skal holde fast i og blive ved at fremhæve i vores møde med resten af samfundet.

For det vil helt sikkert overraske mange, at plast i visse situationer kan have et af de laveste CO2-aftryk blandt materialer.

Så lad os ikke glemme, at plast er en uundværlig del af den bæredygtige fremtid og vi derfor skal være klar til at tage dialogen med dem, der stadig er i tvivl.

Thomas Drustrup
Adm. direktør, Plastindustrien