Første K-messe siden pandemien bød som tidligere år på fulde huse, masser af maskiner og mere end 3.000 udstillere i de mange messehaller.
Det er de runde års tid i plastbranchen: Mens Plastindustrien tidligere i år fejrede foreningens 75-års jubilæum, kunne K-messen i oktober markere 70-året for verdens største plastmesse med 176.000 besøgende fra 157 lande.
Plastindustriens sekretariat var med, da de danske plastvirksomheder valfartede til de store messehaller i Düsseldorf for at kapre nye kunder, møde kolleger og få ny viden om teknologi og materialer med hjem.
– Vi har igen i år været glade for at være med på K-messen. Det er altid interessant at se den enormt store udvikling, der foregår i plastindustrien, ikke mindst industriens mange svar på de store og væsentlige klimaudfordringer, vi som samfund står over for. Jeg synes særligt, at det var interessant at opleve, at området for cirkulær økonomi har fået langt mere opmærksomhed, end vi har oplevet i tidligere år, siger Plastindustriens adm. direktør, Thomas Drustrup.
Det var første K-messe siden 2019 og siden pandemien, og hvor nogle havde frygtet en lavere aktivitet, gav flere messedeltagere udtryk for, at der var rygende travlt på standene i år. Enkelte havde færre besøgende, men ’de rigtige’ besøgende, som en dansk deltager formulerede det.
– Det er en rigtig god lejlighed for os at besøge de medlemmer, der udstiller på K-messen, hvor vi igen år havde vores eget event, hvor vi samler deltagere fra Danmark til et velfortjent pusterum fra mylderet i messehallerne med mulighed for at netværke og dele nyheder og tips fra messen, siger Thomas Drustrup.
Netværksmøde udvidet med tyske deltagere
Foruden brancheforeningens velkendte inspirations- og netværksarrangement på messen, var Plastindustrien vært for et nyt tiltag, der gav deltagerne mulighed for at møde repræsentanter for tyske vidensinstitutioner og for tysk industri.
– Jeg fik meget ud af præsentationen fra de tyske universiteter, og det enormt store fokus og den koncentration af viden og ressourcer der i den tyske plastbranche. Måske noget vi kan få brug for i fremtiden, siger Anjum Parwaiz, Global Sales Manager hos Mouldflo A/S.
Blandt gæsterne ved arrangementet havde Plastindustriens tyske søsterorganisation, Kunststoffland Nordrhein-Westfalen, inviteret tyske forskningsinstitutioner til at fortælle om cases fra nuværende og tidligere samarbejder med industrien om plasttekniske projekter og om, hvordan danske virksomheder kan drage nytte af de tyske institutioner.
Tyskland står ikke overraskende for det største antal besøgende på messen, dernæst følger Holland, Italien, Tyrkiet, Frankrig, Belgien, Polen og Spanien.
Næste K-messe bliver afviklet 8.-15. oktober 2025.
Se oplæg fra Plastindustriens netværksarrangement på K-messen nedenfor
Institute for Plastics Processing (IKV)