Hvem skal vinde Plastprisen 2022? Her er de nominerede

Juryen har udpeget fem nominerede til årets Plastpris: LEGO Moulding Academy, Bramming Plast-Industri, Quantafuel, Re-Match og Race for Oceans Foundation. Nu skal medlemmer stemme om vinderen.

Del:

Plastindustrien har siden 1987 uddelt Plastprisen som en hyldest af de ekstraordinære innovative, bæredygtige, socialt bevidste eller uddannelsesfagligt anerkendelsesværdige præstationer i den danske plastbranche.

Brancheforeningen har i år modtaget i alt 16 kvalificerede bud på potentielle prismodtagere. Efter gennemgang af de mange indstillinger har en ekstern jury bestående af Pernille Weiss (K), medlem af Europa-Parlamentet, Simon Freiesleben, redaktør for WasteTech og Hans Nørgaard Hansen, Head of Department Civil and Mechanical Engineering på DTU udvalgt de fem nominerede, der kæmper om Plastprisen 2022.

Adm. direktør i Plastindustrien Thomas Drustrup glæder sig over kvaliteten og bredden i feltet af årets nominerede.

– I år har vi fået rigtig mange og meget interessante indstillinger til Plastprisen. Og det er interessant at se bredden blandt de fem, som juryen har nomineret til prisen Det viser med al tydelighed, hvor bredt vores branche favner, hvor meget der kan lade sig gøre med plast og hvor stor samfundsinteresse, der er for både materialerne og for udviklingsmulighederne.

De nominerede er:

LEGO Moulding Academy

LEGO Moulding Academy er som et akademi for plastmagere med til at skabe sammenhæng og forståelse hele vejen rundt om plastproduktionen i Danmark. Planen er at tiltrække både EUD- og EUX-lærlinge til LEGO-koncernen og plastbranchen hvert år. Lærlingene får bl.a. mulighed for at prøve kræfter med de nyeste teknologier inden for sprøjtestøbning og ligeledes noget af det bedste maskineri, der findes i branchen, alt sammen med fokus på at producere bæredygtigt og med øje for miljøet.

Læs indstillingen af LEGO Moulding Academy her.

Bramming Plast-Industri

Bramming Plast-Industri bidrager til den grønne omstilling ved at genanvende post-consumer polyurethan-skum og har udviklet og lanceret et nyt granulatskum baseret 100 pct. på genanvendelse af udtjente madrasser. Løsningen er dermed med til at øge genanvendelsen af madrasser, der ellers ville ende på deponi eller i forbrænding. Madrasaffaldet kommer i første omgang fra Holland, da der endnu ikke er etableret en dansk infrastruktur for indsamling af brugte madrasser.

Læs indstillingen her af Bramming Plast-Industri her.

Quantafuel

Quantafuel arbejder på sit genanvendelsesanlæg i Skive med pyrolyseteknologi til kemisk genanvendelse. Teknologien muliggør genanvendelse af blandet plast-husholdningsaffald til pyrolyseolie af virgin grade-kvalitet. Polymererne nedbrydes til deres oprindelige oliebaserede byggesten i processen – og skal ses som et supplement til mekanisk genanvendelse og derfor være med til at fremme de samlede mængder genanvendt plast.

Læs indstillingen til Quantafuel her.

Re-Match

Re-Match har med sin patenterede genanvendelsesproces opfundet en løsning på håndteringen af udtjent kunstgræs fra verdens mere end 300.000 kunstgræsbaner, hvoraf plastfibre er en central komponent.  Teknologien kan opdele, rense og separere kunstgræsbanerne i de oprindelige bestanddele: sand, gummi, backing og plast uden brug af kemi eller vand i rensningsfasen. Slutprodukterne kan herefter anvendes i etableringen af nye kunstgræsbaner – eller til anden produktion.

Læs indstillingen her af Re-Match her.

Race for Oceans Foundation

Race Thorsminde Plastindustrien stafet

Race for Oceans Foundation er en almennyttig forening, der siden 2019 har skabt synergi mellem sport og videndeling i forbindelse med strandrensninger, via sportsstafetten Race for Oceans langs den jyske vestkyst. Her er der fokus på havplastens muligheder i et virksomhedsperspektiv og udfordringer i et organisationsperspektiv, hvilket udfoldes for deltagerne gennem dialog eksempelvis ved strandrensningsevents.

Læs indstillingen af Race for Oceans her.

Medlemmer udpeger vinderen

I de kommende uger har medlemmer mulighed for at stemme på deres favorit til Plastprisen 2022. Offentliggørelsen og kåringen af vinderen sker på Plastdagen 2022 den 19. maj i Industriens Hus.

En primær kontaktperson fra hver medlemsvirksomhed får mulighed for at afgive en stemme på en af de nominerede.

Har din virksomhed ikke fået en mail med stemmemulighed? Skriv til Plastindustriens kommunikationskonsuelent Christine Hoeg Hanson på chh@plast.dk.