En skarp jury skal udpege de nominerede til Plastprisen 2022

Juryen til Plastprisen 2022 består af (fra venstre): Simon Freiesleben, Redaktør for WasteTech, Pernille Weiss (K), Medlem af Europa-Parlamentet og Hans Nørgaard Hansen, Head of Department Civil and Mechanical Engineering, DTU

Plastindustrien har besluttet at gentage succesen fra sidste år og invitere en jury til at udpege de fem nominerede, der skal med i opløbet om Plastprisen 2022. Prisoverrækkelsen finder sted på Plastdagen den 19. maj, og du kan stadig nå at sende en indstilling.

Del:

Den samme eksterne jury som sidste år skal udpege de fem nominerede til årets Plastpris.

Plastprisen, som blev indstiftet i 1987, bliver traditionen tro uddelt på brancheforeningens årsdag Plastdagen, som afholdes den 19. maj 2022 i Industriens Hus i København.

Foreningen har valgt at invitere jurymedlemmerne til igen i år at udpegede de fem nominerede.

– Det var en stor succes at have en ekstern jury med i processen og få deres indspark og syn på kandidaterne. Det gav samtidig mulighed for at dele de gode historier fra branchen med endnu flere. Derfor er det oplagt at fortsætte i samme spor og med en bredt sammensat, faglig og skarp jury, fortæller Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien.

En bredt sammensat jury

Jury består af tre personer fra hhv. det politiske, det akademiske og det journalistiske felt.

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, bliver tilknyttet som koordinator for juryarbejdet, og han er begejstret for sammensætningen:

– Vi er utroligt glade for, at Pernille, Simon og Hans har takket ja til at deltage i juryen endnu engang, hvor de får ansvar for at udvælge fem nominerede blandt de mange indstillinger. De kommer fra hver deres relevante baggrund, og jeg glæder mig meget til høre deres syn på de potentielle vindere.

De fem nominerede bliver præsenteret i slutningen af april, hvorefter Plastindustriens medlemmer får mulighed for at stemme på de forskellige nominerede. Det sker efter konceptet om, at hver medlemsvirksomhed får én stemme. Hvert jurymedlem afgiver også en stemme.

Skal din virksomhed indstilles til Plastprisen 2022?

Tre tidligere Plastpris-modtagere.

Plastprisen er foreningens årlige hyldest til til den ekstraordinære indsats for at bidrage positivt til branchens fremtid.

– Formålet med Plastprisen er at hædre de innovative virksomheder, personer og produkter, som har afgørende betydning for plastbranchens fremtid. Det er samtidig en oplagt anledning til at fortælle de gode historier i branchen og hylde dem, der gør en forskel. Derfor vil jeg gerne opfordre alle til at indstille potentielle kandidater til Plastprisen 2022, siger adm. direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup.

Det er både muligt at indstille andre og sig selv, sin egen virksomhed, en institution eller sit eget produkt.

Du kan indstille din kandidat ved at udfylde et indstillingsskema og sende det til pd@plast.dk senest den 31. marts 2022.

Skriv ‘Indstilling til Plastprisen 2022’ i emnefeltet. Husk at sende et relevant billede sammen med skemaet. Læs mere om Plastprisen her.

DOWNLOAD: Indstillingsskema-til-Plastprisen-2022