Faerch Group sætter indtjeningsrekord

Produktion hos Faerch

Emballage- og genanvendelsesvirksomheden Faerch Group er kommet ud af 2020 med en indtjeningsrekord.

Del:

Faerch Group, der har hovedkvarter i Holstebro, har netop præsenteret årsregnskab, og det ligner ikke, at emballage- og genanvendelsesvirksomheden i markant grad har været negativt påvirket af coronapandemien.

I år 2020 steg driftsoverskuddet 2,5 pct. til 683 mio. kr. som et resultat af, at koncernen præsterede en rekordhøj indtjening på 25 kr. for hver 100 kr. omsat.

Lars Gade Hansen, adm. direktør i Faerch Group, siger i en udtalelse til 2020-regnskabet:

– Vi har navigeret Faerch sikkert gennem pandemien.

De positive takter i 2020 har medført, at Faerch ifølge egne opgørelser har formået at øge sin markedsandel, hvilket bl.a. er resultatet af, at det sidste år lykkedes at øge produktionen til rekordhøje 6,5 mia. enheder.

Større investeringer i sigte efter opkøb

I december 2020 blev Faerch Group opkøbt af A.P. Møller Holding.

Dengang udtalte Lars Gade Hansen, adm. direktør i Faerch Group, følgende til Finans.dk:

– Vi kommer til at investere hurtigere – jeg havde nær sagt aggressivt – i vores recykling-aktiviteter samen med A.P. Møller Holding. Det kan vi, fordi vi har fået ejere med et langt perspektiv. Det er vigtigt, for det er store investeringer, og det kræver, at man har en ejer der har en fast hånd om roret.

LÆS OGSÅ: Unik fødevareemballage i genanvendt plast vinder Plastprisen 2020