Polyamid blev oprindeligt udviklet til nylonstrømper. I dag anvendes materialet udover til tekstiler også til plastprodukter, hvor der er store krav til kemikaliebestandighed og slidstyrke.
Polyamid er en termoplastisk, krystallinsk materialegruppe. Polyamid er også kendt under handelsnavnet nylon. Polyamid er en syntetisk polymer, der er sammensat af flere enheder, nemlig en diamin og en dicarboxylsyre ved hjælp af amidbindinger – heraf navnet polyamid.
Man skelner mellem de forskellige polyamider ved hjælp af en talkode. Tallet angiver det antal carbon-atomer, der optræder mellem to på hinanden følgende nitrogenatomer i molekylekæden. Hvis de enkelte segmenter er identiske anvendes et enkelt tal (fx PA6). Hvis de enkelte segmenter er forskellige beskrives det med et talsæt (fx PA66). PA6 og PA66 udgør langt hovedparten af polyamidforbruget.
Materialeegenskaber for polyamid (nylon)
Krystalliniteten er ca. 35 pct. i PA6, ca. 50 pct. i PA66 og ca. 70 pct. i PA46. De tilsvarende smeltepunkter er stigende fra 225 C° til 265 C° og 295 C°. Forarbejdningstemperaturen ligger typisk 30° over smeltetemperaturen og de krystallinske polyamider svinder ca. 1 pct. ved afkølingen herfra.
Generelle fordele:
- Stivhed og styrke ved højere temperatur
- Sejhed
- Slidstyrke
- Kemikaliebestandighed
- Letflydende materiale med korte cyklustider.
Generelle ulemper:
- Konditionering af emner kan være nødvendigt
- Fugtabsorptionen forringer dimensionsstabiliteten og elektriske egenskaber
- Høj pris
Anvendelser af polyamid (nylon)
Polyamiderne anvendes i stor udstrækning til tekstilfibre. Ikke kun til nylonstrømper, men også til f.eks. faldskærme, sportsudstyr, telte, tovværk, fiskesnører, børster og tæpper.
I biler er en stor del af de udsatte plastdele under motorhjelmen fremstillet af polyamid, hvilket skyldes polyamidernes store modstandsdygtighed over for kulbrinter og varme og deres ringe deformation selv efter lang brugstid. Mange metaldele er erstattet af polyamid-komponenter, der er lettere, billigere og ofte bedre end de tidligere metaldele.
Polyamider anvendes i stigende grad også til emballeringsfilm fremstillet ved ekstrudering. Enkeltlagsfilm anvendes primært til emballage til pølser og sovse, mens flerlagsfilm ofte
anvendes til oste-, fiske-, kød- og kaffeemballage og til medicinske artikler. I sådanne anvendelser udviser polyamiderne enestående mekaniske egenskaber, herunder særdeles høj modstandsdygtighed mod punktering. Det danner desuden en effektiv barriere mod ilt, kuldioxid og aromae. Inden fødevareemballage ekstruderes, lamineres polyamider ofte sammen med et PE-materiale for at udnytte blandt andet polyethylenernes barriereegenskaber over for vanddamp.
Polyamid fiberforstærkes ofte.