Dioxiner er en meget miljøskadelig stofgruppe, der bl.a. kan dannes ved forbrænding af PVC-plast. Filtre i forbrændingsanlæggene sikrer, at dioxin-udslippet er lig nul.
Dioxin er en betegnelse for en stor gruppe stoffer, der er opbygget af to kulstofringe forbundet med to iltatomer og med chlor-atomer bundet til nogle af kulstofatomerne.
Dioxiner er farlige for miljøet og langsomt nedbrydelige. De dannes mange steder i naturen, ved nogle industrielle produktioner og kan også opstå ved forbrænding af materialer, der indeholder chlor. Stoffet har været genstand for megen omtale og forskning. Særligt efter en ulykke i Seveso i Italien i 1976, hvor der skete et udslip af dem.
Dioxin fra forbrænding af PVC-plast
Det har været frygtet, at tilstedeværelsen af PVC-plast i affald øger dannelsen af dioxiner ved affaldsforbrændingen. Men det er primært udformningen af kedlen og forbrændingsprocessens forløb, der afgør, om der dannes lidt eller meget af dioxiner. I dag er alle affaldsforbrændingsanlæg forsynet med dioxin-filtre, så udslippet til luften er praktisk talt lig nul.