Få et smugkig på Plastindustriens nye kampagne
Den 3. juni kan du få et online smugkig på Plastindustriens nye kampagne, der bliver lanceret efter sommerferien. Kampagnen har til formål at fremme en mere realistisk og nuanceret samtale om plast.
Den 3. juni klokken 14.00-15.00 afholder Plastindustrien og kommunikationsbureauet Primetime et webinar, hvor vi løfter lidt af sløret for foreningens nye kommunikationskampagne, der går i luften efter sommerferien.
Formålet med kampagnen er grundlæggende at skabe en mere realistisk og nuanceret samtale om plastens rolle i samfundet.
Kampagnen indeholder en bred pallette af elementer i form af bl.a. film, printannoncer, outdoor-reklamer, casevideoer, PR-aktiviteter, virksomhedsarrangementer og et digitalt dilemmaspil.
LÆS MERE: Ny kampagne skal gøre plastdebatten mere realistisk
– Alle i branchen oplever, hvordan plastens image er under pres i den brede befolkning. Derfor vil vi med den nye kampagne gøre vores til at starte en mere frugtbar dialog op om plastens fordele og muligheder, men adresserer selvfølgelig også de miljøudfordringer, som vi alle skal bidrage til at få løst, siger Lars Hall Bæk Farsøe, kommunikationschef i Plastindustrien.
Han fortsætter:
– På webinaret vil vi gerne fremvise enkelte kampagneelementer og give vores medlemmer indblik i nogle af vores strategiske overvejelser. Kampagnens succes afhænger i høj grad af opbakningen fra branchens virksomheder, og derfor ’tyvstarter’ vi nu med at præsentere noget af det færdige indhold for vores medlemmer.
Alle kampagnens elementer bliver gjort delbare for medlemmerne, og webinaret også zoomer ind på, hvordan det sker i praksis.
Oprindeligt var det planen, at kampagnen skulle være rullet ud efter påske, men det fik coronavirussen sat en stopper for. Derfor er lanceringstidspunktet udskudt til sensommeren.
Lars Hall Bæk Farsøe (Plastindustrien) og Jakob Høegh (Primetime) er værter på webinaret, som er forbeholdt medlemmer af Plastindustrien.
Tilmelding sker via nedenstående formular, og deltagerne modtager forud for webinaret en mail med yderligere information.