Konference satte bioplast under lup
På Nordic Bioplastic Conference 2026 blev deltagerne klædt på til, hvordan regulering, innovation og forretning skal spille sammen, hvis bioplast skal blive en reel løsning for industrien.

Nordic Bioplastic Conferenec 2026
Nordic Bioplastic Conference 2026 samlede mange engagerede oplægsholdere og branchefolk.
Artiklen er også bragt i Magasinet Plastforum – nr. 38 – 24. april 2026.
Tidligere i april dannede Industriens Hus i København rammerne for Nordic Bioplastic Conference 2026. I et samarbejde med Teknologisk Institut, Nordisk Bioplastforening og IDA Polymer, kunne Plastindustrien rette blikket mod bioplastens egenskaber og anvendelsesmuligheder.
På konferencen kredsede flere oplæg om spørgsmålet: Hvordan kan virksomheder konkret navigere i og udnytte potentialet af bioplast og cirkulære materialer?
Konferencen samlede virksomheder, forskere og beslutningstagere til en fælles status på, hvor branchen er på vej hen.
Regulering og dokumentation sætter retningen
Allerede fra konferencens start blev fundamentet lagt med en introduktion til bioplast og bionedbrydelig plast. Det blev tydeligt, at EU’s regulering og politiske ambitioner bliver afgørende for, hvordan bioplast kan anvendes fremover. Flere af dagens oplæg pegede på, hvordan politiske værktøjer konkret kan påvirke markedet, særligt inden for emballage, og dermed hvor virksomheder kan forvente nye krav og muligheder.

Nordic Bioplastic Conferenec 2026_01
Et af punkterne på programmet var en paneldebat, som blev modereret af Magnus Hedemark fra The Nordic Bioplastics Association.
Oplæg fra blandt andre Lego Group, satte fokus på, hvordan virksomheder træffer de rigtige materialevalg i praksis. Her fik deltagerne et mere nuanceret beslutningsgrundlag og et indblik i, hvordan man som virksomhed undgår greenwashing og fejlinvesteringer.

Nordic Bioplastic Conferenec 2026_02
Konferencen gav deltagerne den nyeste viden om bionedbrydelig plast.
Fra innovation til anvendelse i praksis
Et andet af dagens gennemgående temaer handlede om, hvordan bioplast bevæger sig fra idé til industriel virkelighed. Oplæg fra Vioneo og Novo Nordisk pegede på, hvordan nye materialer kan designes til at fungere i eksisterende produktionssystemer, så implementeringen kan ske uden de helt store omkostninger.
Konferencen præsenterede også eksempler på, hvordan reststrømme – fra medicinalproduktion til kaffegrums – kan omdannes til nye plastmaterialer. Det åbner op for, at virksomheder, der formår at integrere cirkularitet i deres værdikæde, både kan reducere affald og skabe nye forretningsmuligheder.
Teknologi og nye perspektiver
Dagen satte ligeledes fokus på, at nye teknologier spiller en central rolle i udviklingen. Flere oplæg pegede på, hvordan digitale værktøjer som AI har et stort potentiale for at accelerere udviklingen af nye polymerer, hvilket kan give virksomheder en konkurrencefordel gennem hurtigere innovation.
Foruden de faglige oplæg fra virksomheder i branchen blev dagen bundet sammen af en paneldebat fra Nordic Bioplastics Association. Et af debatpunkterne omhandlede, at PPWR (Packaging and Packaging Waste Regulation) og det udvidede producentansvar implementeres forskelligt i Europa, hvilket gør det komplekst for virksomheder, der opererer på flere markeder.
Deltagerne i salen involverede sig med mange interessante perspektiver og spørgsmål.

Nordic Bioplastic Conferenec 2026_04
Der var flere spørgelystne deltagere i salen.

Nordic Bioplastic Conferenec 2026_03
De indlagte pauser i programmet gav rig mulighed for at netværke.
Se PowerPoints fra dagen her
Skal du med til Nordic Bioplastic Conference i 2027?
Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 22. april 2027, hvor vi igen samler op på den nyeste viden inden for bioplast og bionedbrydelig plast.
Seneste nyheder
Aktuelt hos Plastindustrien

17. juni 2026
Tal for vores plastforbrug bygger på en virkelighed, der har ændret sig
Danmarks Statistik har sat tal på danskernes brug af plast. Analysen er værdifuld, men den afspejler i høj grad tiden før de nye krav til sortering, genanvendelse og producentansvar. Derfor bør tallene læses som et billede af fortiden – ikke af den omstilling, der er i gang.
Læs mere

22. maj 2026
Plastdagen 2026 satte fokus på robusthed i en usikker tid
Hvordan bliver plastvirksomheder mere robuste i en verden præget af geopolitisk uro, cybertrusler og øget konkurrence? Det var omdrejningspunktet, da godt 200 medlemmer og aktører fra plastbranchen torsdag den 21. maj var samlet til Plastdagen 2026 i Industriens Hus.
Læs mere

21. maj 2026
AddiThy vinder Plastprisen 2026
Vinder af Plastprisen 2026 blev AddiThy, der udvikler storskala 3D-printløsninger i plast til dansk produktion. Plastindustrien har uddelt Plastprisen hvert år siden 1987.
Læs mere