ERFA-gruppe i PUR-sektionen skaber klarhed om sikkerhedsregler for isocyanater

Siden 2022 har Plastindustriens PUR-sektion haft en ERFA-gruppe, som aktivt arbejder med implementeringen af reglerne for håndtering af epoxy og isocyanater. Gruppen, ledet af Tina Thomsen fra LOGSTOR, blev oprettet for at sikre, at industrien har de nødvendige værktøjer og procedurer til at opfylde de skærpede krav, der blev indført som følge af REACH-restriktionen på diisocyanater.

Del:

Denne restriktion, som er en del af EU’s kemikalielovgivning REACH, har til formål at mindske sundhedsrisici ved brugen af diisocyanater, der kan være skadelige ved indånding og hudkontakt. Restriktionen kræver blandt andet, at medarbejdere, der arbejder med diisocyanater, skal gennemgå obligatoriske kurser i sikker håndtering af stofferne for at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø.

Disse krav er en del af bekendtgørelse nr. 381, bilag 3, der omfatter epoxy og isocyanater. I Danmark håndteres uddannelsen gennem AMU-systemets sikkerhedskurser, mens det i resten af EU oftest organiseres via platformen safeusediisocyanates.eu.

På årets underviserkonference for epoxy- og isocyanatkurser, afholdt i Svendborg den 24. september, præsenterede Tina Thomsen ERFA-gruppens arbejde samt den konstruktive feedback, som gruppen har indsamlet siden opstarten.

Gruppens fokus har været at sikre en ensartet og effektiv implementering af lovgivningen i plastindustrien samt at identificere områder, hvor der kan tilføres yderligere støtte eller justeringer for at forbedre arbejdsgange og undervisningsforløb. Der har været særligt fokus på at udvikle et ekstra 1-dags kursus for medarbejdere med forhøjet risiko.

Tina Thomsen understregede vigtigheden af et tæt samarbejde mellem industrien og undervisere for at sikre, at kurserne løbende tilpasses de praktiske behov og de udfordringer, som virksomhederne oplever under den nye lovgivning.

Underviserne modtog ERFA-gruppens input positivt, og der var bred enighed om, at denne feedback vil bidrage til at styrke kvaliteten af undervisningen og øge sikkerheden for medarbejdere, der arbejder med epoxy og isocyanater.

Interesseret?

Hvis du ønsker at deltage i gruppens arbejde, kan du kontakte faglig sekretær Rasmus Grusgaard på rg@plast.dk.