Circular Furniture Days: Sammen med Designmuseum Danmark, Formland-messen og Circular Design Cluster vil Plastindustrien vise cirkulære møbler og interiør frem under pavillonens tage i Designmuseum Danmarks smukke museumshave til til juni.
Sidste år på denne tid var Plastindustrien travlt optaget af at gøre Plastic Pavillon-projektet klar til lancering under Verdenskongressen for Arkitektur. Efterfølgende blev pavillonen og udstillingen pakket ned, men det har hele tiden været ambitionen, at den skulle genbruges ved andre lejligheder, og derfor blev den designet med henblik på genopstilling.
– Siden sommeren 2023 har vi ledt efter den perfekte lejlighed til at genopføre pavillonen. Og nu har vi fundet de optimale rammer og de rette samarbejdspartnere, fortæller seniorkonsulent i Plastindustrien Rasmus Grusgaard.
Pavillonen kommer nemlig til at danne rammen om ’Circular Furniture Days’ under den prestigefyldte designfestival 3daysofdesign.
Circular Furniture Days er et partnerskab mellem Plastindustrien, Designmuseum Danmark, Formland og Lifestyle & Design Cluster.
Circular Furniture Days
Pavillonen kommer til at stå i den smukke, historiske have ved Designmuseum Danmark i Bredgade i København fra den 12.-14. juni.
Her vil en udstilling, en række talks og events være åbne og gratis for alle interesserede.
D. 13. juni inviterer Plastindustrien bl.a. til et eftermiddagsarrangement i Pavillonen, hvor vinderen af Plastic Design Studen Award offentliggøres. Læs mere om dét arrangement og tilmeld dig hér.
I den nye opstilling ændres pavillonen til at danne rammen om nye og velkendte danske designmøbler og interiør, som har det til fælles, at de har en bæredygtig profil.
– Vi får en fantastisk mulighed for at demonstrere vores “design for disassembly”-koncept og bringe plastmaterialer i fornemt selskab med både nyt dansk møbeldesign og Designmuseets historiske samling. Vi er stolte over, at vores fælles arbejde vil blive præsenteret i en så prestigefyldt sammenhæng, og vi ser frem til at fortælle flere positive historier om plast, siger Rasmus Grusgaard.
Efter 3daysofdesign skal pavillonen forsætte sin turné på Formland Autumn interiørmessen i Messecenter Herning 17.-19. august.
Tak til pavillonens sponsorer
40 forskellige sponsorer og bidragsydere har i første omgang været med til at gøre projektet muligt og banet vejen for, at pavillonen nu kan leve videre.
– Kæmpestort tak til alle jer sponsorer og bidragsydere for støtten til pavillon-projektet. Vi glæder os til at invitere jer forbi pavillonen igen i dens nye opstilling. Jeg håber, at vi ses til 3daysofdesign i museumshaven til juni, siger Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien.
Følg med i den kommende periode for flere nyheder om Circular Furniture Days og arrangementer i Plastic Pavilion i museumshaven i Bredegade.