Plastindustrien har siden 1987 uddelt Plastprisen som en hyldest af de ekstraordinære og anerkendelsesværdige præstationer i den danske plastbranche. Foruden æren og anerkendelse fra branchen modtager vinderen af Plastprisen en check på 50.000 kroner.
Formålet med Plastprisen er at hædre de personer, virksomheder og/eller produkter, der har gjort en ekstraordinær indsats for at bidrage positivt til branchens fremtid. Gennem tiden har Plastprisen været uddelt 36. gange.
Foruden ære og anerkendelse fra branchen modtager vinderen af Plastprisen en statuette af kunstneren Markan Christensen og en check på 50.000 kroner.
Alle kan indstille en potentiel prismodtager. Det er både muligt at indstille andre og sig selv, sin egen virksomhed/organisation eller sit eget produkt. Af de indstillede kandidater udpeger en jury op til fem nominerede. Dernæst er det op til både Plastindustriens medlemmer og en ekstern jury at kåre vinderen.
Her kan du indstille kandidater til at vinde Plastprisen 2024.
Plastprisen 2023
Plastprisen 2023 gik til projektsamarbejdet CETEC – Circular Economy for Thermosets Epoxy Composites, der har udviklet en metode til genanvendelse af vindmøllevinger. Projektet er et samarbejdet mellem Aarhus Universitet, Olin, Vestas og Teknologisk Institut.
I CETECs metode adskilles eksisterende vindmøllevinger og epoxy-resinen udvindes fra kompositmaterialet. Efterfølgende kan resinen dekonstrueres og de kemiske ”byggeklodser” kan genudvindes og anvendes til ny epoxy i produktionen af nye vindmøllevinger.
Plastprisen 2022
Vinder af Plastprisen 2022 blev Quantafuel, som var nomineret til Plastprisen for sit genanvendelsesanlæg i Skive og særligt for sin pyrolyseteknologi til genanvendelse af plastaffald, der muliggør genanvendelse af blandet plasthusholdningsaffald til pyrolyseolie af virgin grade-kvalitet.
Gennem genanvendelsen producerer virksomheden flydende brændsler og er således med til at tage et skridt på vejen mod en cirkulær plastøkonomi.
Plastprisen 2021
I 2021 løb Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager med Plastprisen. Virksomheden har i de senere år har knækket koden i forhold til genanvendelse af borgernes plastaffald.
Aage Vestergaard Larsen A/S spiller en stor rolle, når det handler om at øge plastgenanvendelsen i Danmark. De seneste par år har virksomheden på dygtigste vis lagt meget energi i at knække udfordringen med at genanvende husholdningsplast. Hvis Danmark skal gå fra at være en forbrændingsnation til en genanvendelsesnation, så er det vigtigt med virksomheder til at understøtte udviklingen.
Plastprisen 2020
Plastprisen 2020 gik til Evolve by Faerch, der er en unik fødevarebakke i plast fremstillet af genanvendte flasker og bakker. Holstebro-virksomheden har designet emballagen, så den også kan genanvendes til nye bakker i fødevarekvalitet.
Evovle by Faerch er et direkte produkt af, at virksomheden i dag både er emballageproducent og genanvender, altså det første og sidste led i den cirkulære økonomi. Det giver unikke muligheder, der er til gavn for klimaet og miljøet, og samtidig giver det de danske og europæiske forbrugere mulighed for at vælge emballage, der er genanvendt og fuldt genanvendelig.
Indstil kandidater til Plastprisen 2024 – fristen er d. 29. marts.