Fælles stand på Skills 2024 skal tiltrække unge til branchen

Plastmager- og værktøjsmageruddannelsen er til stede på en fælles, interaktiv stand, når Skills 2024 løber af stablen.

Plast- og værktøjsindustrien går sammen om at vise uddannelserne frem på en stor, fælles stand ved DM i Skills 2024. Med live-demonstration af plastproduktion og andre engagerende aktiviteter er målet at vise brancherne frem og inspirere fremtidens faglærte.

Del:

I et ambitiøst forsøg på at tiltrække flere unge til industriens uddannelser har plast- og værktøjsbranchen slået sig sammen om en fælles stand ved dette års DM i Skills i Roskilde.

Standen er resultatet af et samarbejde mellem Den Jyske Håndværkerskole, Next, Skive College, og førende virksomheder inden for branchen, herunder ARBURG og Ide-Pro, med det formål at inspirere og uddanne fremtidens faglærte.

Arrangørerne har haft fokus på at designe en interaktiv stand, som giver de besøgende en mindeværdig messe, fortæller Jo Dietrich, seniorkonsulent for uddannelse i Plastindustrien:

– På standen bliver de unge taget med i processen i at lave et par solbriller – fra koncept til endeligt produkt. De får mulighed for at færdigproducere brillen og tage den med hjem som en unik souvenir. Gennem en aktivitet, hvor de unge kan se, røre, og opleve, får de praktisk indsigt i de karrieremuligheder, der åbner sig, hvis de uddanner sig som plastmager eller værktøjsmager.

Live demo af plastproduktion

Idé Pro-har udviklet værktøjet til solbrillen, som skal færdiglaves af de besøgende på standen og fungere som give-away. Foto: Idé-Pro

Et af højdepunkterne på standen bliver en live demonstration af plastproduktion med en moderne sprøjtestøbemaskine, som er udlånt af ARBURG.

Ide-Pro har udviklet og fremstillet et sprøjtestøbeværktøj, så de besøgende kan støbe deres egne solbriller.

Demoen skal give de besøgende en sjov og hands-on oplevelse af fremstilling af et plastprodukt og vise den praktiske anvendelse af plastmagerens og værktøjsmagerens færdigheder.

Desuden vil DMG Mori præsentere en state-of-the-art CNC-maskine, der giver indblik i, hvordan avancerede værktøjer bliver til, fra design til det færdige produkt. På den måde viser standen den teknologiske udvikling og præcision, der ligger bag moderne værktøjsfremstilling.

Skolerne har påtaget sig det praktiske ansvar for at forberede og bemande standen, hvilket understreger deres engagement og dedikation til at uddanne den næste generation af medarbejdere til plastbranchen.

Fælles besøg for virksomheder

Plastindustrien har arrangeret et fælles besøg for medlemmer og uddannelsesansvarlige om fredagen den 19. april kl. 14. Man er velkommen til at besøge standen under hele messen.

DM i Skills 2024 her finder sted den 18. – 20. april i Roskilde på Dyrskuepladsen. Formålet med messen er at eksponere erhvervsuddannelsernes spændende muligheder. Sidste år besøgte 51.000 gæster messen – herunder skoleelever, unge, børn, deres forældre.